Hver gang jeg går til en forestilling i vores lille, store lokale Sydhavn Teater, vender jeg en smule klogere hjem. På verden, på universet eller bare på mig selv. Det er ikke altid, jeg med det samme kan mærke, hvordan jeg er blevet klogere. Men forestillingen bliver siddende i kroppen og arbejder videre.

Det nyeste stykke, Skygge [Eurydike siger] er ingen undtagelse. Jeg blev berørt, tænkte videre og blev igen en lille smule klogere. Stykket er østrigske Elfriede Jelineks nyfortolkning af den græske myte om Orpheus og Eurydike. Orpheus er søn af Apollo og en gudsbenådet sanger – i Skygge er han rocksanger. Den smukke Eurydike dør efter kort tids ægteskab af et slangebid, men Orpheus drager til dødsriget Hades og synger så betagende for dødsguden, at han får lov til at tage hende med tilbage, på betingelse at at han ikke ser på hende, før de er tilbage i de levendes rige. Det gør han selvfølgelig til sidst, og hun bliver en skygge i dødsriget. I Elfriede Jelineks fortolkning af myten bliver Eurydike hovedpersonen, og vi blev ført med på hendes skyggefærd iklædt uformelige beigefarvede kedeldragter. Vi blev skyggeagtigt anonyme, og vi blev bogstaveligt talt ført rundt i de gamle industribygninger i Sydhavnsgade, mens Eurydike stred sig fri af sin identitet som rocksangerens kone. Hun vred sig ud af sin angst og sin hud, mens hun  overvejede, om hun overhovedet ville følge sin rocksangermand tilbage til det liv, der forekom mere og mere tomt. Vil hun faktisk foretrække døden frem for det tomme liv, hvor ingen bemærkede hende og hvor hun følte sig dømt til at være passiv tilskuer til hovedløse groupiers tilbedelse af sin rockstjernekæreste?

Mille Dalsgaard er alene på scenen, og hun formår igen at være sin rolle på den mest nærværende måde. Vi, publikum, bliver hendes passive medspillere, og jeg gik alligevel hjem med en stærk følelse af forbundethed med Eurydike. Hjulpet godt på vej af øjenkontakt, varm te og stærke håndtryk. Scenen skifter, som vi bevæger os i de rå rum, mens regnen vælter ned udenfor. Mille er en enormt stærk performer. Hun fylder rummene ud hele tiden og spiller på meget forskellige udtryk. Hele tiden overraskes vi. Jeg var begejstret, mens jeg bagefter kastede mig ud i regnen.

Skygge [Eurydike siger] lander midt i en ophedet feminismedebat, hvor institutioner er udfordret, og kønsforskning betvivles i politiske kredse. Det har jeg tænkt på lige siden. For Eurydike siger noget om, hvorfor de her ting er vigtige.

Hvis du er hurtig, kan du måske nå at se forestillingen i april eller maj. Men skynd dig, for billetterne forsvinder hurtigt. Køb dem her

Jeg kører en fin rytme. Jeg løber ud på ski lige efter morgenmaden og kommer tilbage om eftermiddagen. Så laver jeg en kande te og sætter mig på mit værelse og skriver. Jeg kan lide det her. Til middagen drikker jeg rødvin og sludrer med de andre. Og så sætter jeg mig som regel tilbage på mit værelse og skriver videre. Jeg kan godt lide de andre, og der er hyggelig musik, fordi der er musikuge på højfjeldshotellet i Skarslia. Men jeg vil ikke lade mig forstyrre for meget. Jeg er så meget inde i det, jeg skriver, og jeg skal blive der for at holde min rytme. Det passer mig så godt at løbe langt og træne teknik og sætte mig i min sofa med computeren på benene, mens kroppen er træt og gennemarbejdet.

Internettet forstyrrer heller ikke meget, for det virker kun i receptionen i nogle timer hver dag. I morges var der ingen strøm. Der var brud på et hovedkabel langt nede i dalen. Det gav en helt rigtig primitiv start på dagen. Og det var dejligt at vende tilbage om eftermiddagen til lys og varm te.

Langrend er nærmest meditativt. Der er bare mig, mine ski, sneen og himlen. Mine bevægelser bliver hurtigt rytmiske og jeg bliver opslugt af bevægelsen, stilheden og alt det blå og hvide. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at tage alene afsted på sådan en  fællesrejse. Men det er fint. Jeg har det helt, som jeg gerne vil have det.

Efter nogle uger, hvor jeg næsten ikke kunne trække vejret igennem for travlhed og deadlines, har jeg trukket stikket. Jeg er taget til fjelds. Det bedste sted at trække nyt vejr. Og jeg forstår næsten ikke mit held.

Jeg er taget alene afsted på en grupperejse, hvor jeg egentlig skulle dele værelse med en anden. Nu har jeg været på det her fjeldhotel før, og jeg ved, at en del værelser har dobbeltsenge. Jeg er et rummeligt menneske, men jeg havde bare ikke lyst til at dele seng med et fremmed menneske. Så jeg skrev til rejseselskabet og bad om at få enkeltsenge, hvis jeg skulle dele. De ringede tilbage og sagde, at der ikke var flere almindelige værelser med enkeltsenge tilbage, men at der var et udsigtsværelse. Som kostede 300 kr ekstra.

Og hvad fik jeg? Et kæmpeværelse med plads til fire – helt for mig selv. Og med udsigt over fjeldet. Jeg er tæt på lykkelig.

Og jeg fik den smukkeste start på ugen med frost og høj sol på fjeldet. Der er trusler om plusgrader de kommende eftermiddage, og snemængden er ikke prangende. Men jeg er jo bare mig, så jeg planlægger at tage ud lige efter morgenmaden, så jeg kan nå nogle timer uden varmegrader.

Resten af dagen kan jeg sidde og skrive i mir store rolige værelse. Alt er perfekt, og jeg er taknemmelig. Og jeg bliver aldrig træt af at se på fjeldene og himlen. Nu er jeg træt i hele kroppen efter en lang tur på fjeldskiene. Godnat og tak for restferie.

I sidste uge døde en højt skattet kollega. En bemærkelsesværdig og utroligt stærk og kærlig kvinde. I går blev hun bisat ved en smuk og meget personlig ceremoni. Det var hårdt at sige farvel, men hun havde lagt alt tilrette, så det blev gjort med nænsomhed og nærvær og kærlighed. Da hendes kiste blev båret ud til tonerne af Chaplins ‘Smile’, sunget af Glee, smilede vi næsten alle gennem tårerne.

Det fik mig til at tænke over begravelser. Siden jeg selv var syg, har jeg tænkt mere over døden og afslutningen end tidligere. Jeg har tænkt over, hvor jeg gerne vil begraves. Hvor jeg kan forestille mig, at mine børn kan have et fint sted at sidde og tænke eller mindes, når de har lyst og trang til det. Og jeg har fundet et sted, som jeg har vist dem. De var enige. Begravelsen har jeg tænkt som de efterladtes afsked. Men efter at have deltaget i lidt for mange begravelser gennem de sidste år, er jeg begyndt at tænke anderledes. Særligt i går blev det tydeligt for mig.

Begravelsen kan også være min afsked med de efterlevende. Mine egenrådige børn kan selvfølgelig beslutte anderledes, når jeg ikke er der længere. Fordi jeg ikke er der. Og når alt kommer til alt, kan jeg være ligeglad. Men jeg kan gøre mig tanker om, hvordan jeg gerne vil tage afsked med de efterlevende mennesker, jeg elsker, holder af og arbejder sammen med. Engang tænkte jeg, at det var et udslag af kontrol eller kedsomhed, når gamle mennesker planlagde deres begravelse. Jeg har også taget mig selv i at tænke, at det var en slags desperation eller fuldstændig narcisisme. Særlig i går så jeg, at det også kan være en kærlig omsorg for dem, der skal leve videre.

Skal afskeden have sorgen og tabet i centrum? Eller skal den hylde livet og kærligheden? Hvad sker der, når begravelsen forestås af en præst, der ikke har kendt mig? Eller værre endnu, af en præst jeg ville være lodret uenig med? Mine børn aner ikke, hvilke salmer, jeg holder mest af. Og jeg tror ikke, de har noget forhold til den symbolske værdi, jeg kan lægge i dem. Min begravelse kan være min sidste kærlige hånd til dem. Et sidste nænsomt puf ud i verden uden mig.

Er det morbidt? Vi skal jo alle begraves eller bisættes engang. Det eneste vi ikke ved, er hvornår. Vi ved heller ikke, om vores død vil komme pludseligt, eller om vi vil have tid til at tænke over afslutningen sammen med dem, vi elsker. Det var bare det. Nu tænker jeg lidt mere over det.

I dag lyttede jeg til to interviews, der gjorde mig ked af det. Det første var et interview med Søren Espersen, som var ‘lamslået’ over, at folk frygter præsident Trump. Han placerede skylden for den udbredte frygt hos de sociale medier og talte længe for det dansk – amerikanske forholds betydning for Danmarks sikkerhed. Og så skældte han naturligvis ud på venstrefløjen.

Det andet interview var med Martin Henriksen om formuleringen i den hensigtserklæring, Folketinget vedtog i går. Han var vred. Vred fordi venstrefløjen og alle mulige bevidst udbredte misforståelser. Han kunne og ville ikke se, at formuleringerne kunne forstås på en måde, der satte folk udenfor danskheden. Han blev mere vred, da journalisten forsøgte at gøre det tydeligt, hvordan det kunne forstås. Til sidst skældte han journalisten ud for at stille forkerte spørgsmål. Og gentog nogle gange, at der skulle lukkes for asyl, og at folk med flygtningestatus skulle sendes tilbage.

En del af mit mismod hang sammen med det, de udtrykte om flygtninge. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan blive ved med at tale så grimt om mennesker, der har det så grimt, at de flygter fra deres hjemland.

Det, der gjorde mig virkelig ked af det, var den fuldstændige mangel på anerkendelse af, at der findes andre meninger end deres. At der findes andre perspektiver på verden. De to politikere er ikke alene. Det er kendetegnende for dansk politik, og det er kendetegnende for den måde, debat former sig i Danmark. Det er kendetegnende for alle fløje i dansk politik, og det gør mig bekymret og ulykkelig. Det er fundamentet for vores demokrati. Anderkendelsen af andres ret til at have en mening, der er forskellig fra din. Demokrati handler om samtale og argumenter. Hvis vi smider det ud, gør vi ubodeligt køb på det demokrati, vi bliver ved med at sige, vi forsvarer.

Og jeg var nødt til at spørge mig selv, om det er det, dansk politik er ved at gøre?

Heldigvis er jeg ret nem. Der skal ikke meget mere end en rød himmel og en god lang løbetur til at gøre mig glad igen.

Vi må gøre os umage for at passe på det, demokratiet.

Det bliver langt, det her. Mit indre er ved at gå til i græmmelse over nogle landsmænds behov for definere og afgrænse. Jeg ser måbende til, mens debatten bliver tiltagende skinger. Der sker polariseringer i en grad, jeg aldrig har oplevet. Debat er et forkert ord at bruge, for det har udviklet sig til en råbekonkurrence. Ingen lytter. Ingen standser op. Udstrakte hænder får hårde rap over fingrene, mens verden er ved at gå til i mistro og frygt. For hvad? For hinanden, for spøgelser, for hurtigtridende historier og alternative facts.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke de landsmænd, som er så bange for, at vores ‘kultur’ og ‘identitet’ vil forsvinde, hvis vi hjælper og behandler flygtninge godt og værdigt. Jeg siger det ikke med hån eller satire – jeg forstår det helt ægte ikke.

Jeg bor i det mest mangfoldige område i landet. Vi har netop fået optalt 140 forskellige etniciteter bosat i Sydhavnen, og jeg føler på ingen måde min identitet truet. Min identitet og min kulturelle selvforståelse føles uforandret, og jeg bliver kun klogere og gladere af at få nye perspektiver på tilværelsen. Når jeg ind imellem køber kød, gør jeg det gerne hos vores lokale halal slagter. Fordi han er en skideflink mand og har godt kød. Han sælger også krydderier og marokkanske taginer og er altid parat med et godt madråd i farten. Jeg køber også gerne grøntsager hos den tyrkiske grønthandler, og jeg stikker ofte ned til vores lille bitte købmandsudsalg på den anden side af vejen uden at vide, hvilket oprindelsesland vores købmand har. Jeg har virkelig ikke brug for at forskelliggøre os. Jeg har brug for det, de vil sælge mig, og jeg synes, de er interessante at tale med.

Når de kraftige og magtfulde stemmer taler højere og højere om ‘danskhed’, aner jeg faktisk ikke, hvad de mener. Hvorfor det behov? Jeg spørger af et ægte ærligt hjerte. Jeg forstår det ikke. Eller måske vil jeg helst ikke forstå det, jeg tror, jeg skal forstå. For når nogen har så stort behov for at definere og generalisere, handler det mest om at udgrænse nogen andre. Og når et flertal i vores folketing har behov for at udtrykke bekymring for, at områder – med Brøndby som eksempel – har et flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, tænder det en lille alarm i min hjerne. Det er bekymrende, fordi formuleringen er tilpas løs til en mere fri fortolkning, og det er bekymrende, fordi det åbner en ladeport for muligheder for at definere det at være dansk som noget bestemt. Brøndbys borgmester var hurtigt ude med undrende protester, fordi han på ingen måde kunne genkende den statistik. I Brøndby bor der flest danskere, sagde han. For det gør der.

Resultatet af folketingets hensigtserklæring, hvor danskere og ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er modstillet, er at mange mennesker er blevet sårede og usikre. Inde i  mig selv skaber den frygt for, at politiske flertal i fremtiden vil have grundlag for at kunne skabe rigtige og forkerte måder at være dansk på.

Jeg har arbejdet med indvandrere, integration og sundhedskultur siden starten af halvfemserne. Jeg er simpelthen ikke enig i, at alting er så dårligt. Meget kunne være bedre, men al integration er samspil mellem mennesker. Ingen kan integrere sig uden anerkendelse og dialog. Ingen udfolder sig i et tomt rum. Alle mennesker påvirker hinanden gensidigt. Ingen kan komme til landet og afklæde sig, hvad de kommer fra. Det man er groet fra har også værdi i et liv. Jeg har hele min jyske fortid med mig i København, ligesom min eksmand har hele sin engelske opvækst med sig i sit danske liv. Det betyder jo ikke, at jeg vil have mine københavnske venner til at blive mere jyske.

Jeg kender virkelig mange mennesker, som har aner fra alle mulige steder i verden. Når vi er sammen, snakker vi sjældent om kristendom eller islam. Faktisk kender jeg meget lidt til de fleste af mine venners åndelige eller religiøse liv. Jeg har venner, der er veganere, vegetarer, bøfelskere, svinekødshadere og glutenintolerante. Jeg har venner, der ikke holder jul, og venner, der aldrig får børn. Jeg har venner, der elsker at kramme, og jeg har venner, der stivner, hvis jeg breder armene ud. Jeg har venner der elsker katte, og jeg har venner der hader hunde. Jeg har venner der ryger, og venner der ikke tåler røg. Vi er sammen helt uden problemer, fordi vi anerkender forskelligheder. Du behøver ikke spise bøf eller kramme i mit hus. Ligegyldigt hvad du stammer fra.

Desværre ved jeg af erfaring, at I der mener noget andet end mig, vil læse det her som et knæfald for islam, for at åbne grænser for millioner af flygtninge eller bare som venstreorienteret vrøvl. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne trække lidt i bremsen og anerkende forskellige synspunkter. Lytte, være nysgerrige, gå på opdagelse hos hinanden, svare pænt, blive klogere. Og så ville jeg ønske, at vi ville tale pænt og inkluderende om alle os, der bor i Danmark. I stedet for at bruge så meget unødigt krudt på at definere, hvem vi er. Det ved vi jo godt. Og det behøver ikke inkludere at gøre nogen af os forkerte.

Da mine børn holdt op med at være børn og begyndte at blive mere voksne, mistede jeg noget. Ud over små varme børnekroppe og muligheden for at pakke dem helt ind i omsorg. Måske gik det først rigtigt op for mig, hvad jeg savnede, da mine børn begyndte at bringe nye børn ind i min verden.

Jeg savnede nogen at fjolle med. Og for. Jeg er dybest set et utroligt barnligt menneske. Hele mine børns barndom har de levet med mig, der bildte dem alt muligt ind. For sjov. De har levet med mig, der slog over i troldestemme eller pivestemme eller bjørnestemme. Og de har levet med gakkede gangarter, uskøn dans og dårlige ideer.

Du er fjollet, mormor, siger mine fornuftige børnebørn. Mens de elsker det, vi finder på. Jeg ser med begejstring, at mine svigersønner har samme hang til at binde børn historier på ærmet. Og at de bliver henrykte, når børnene hopper på dem. Jeg elsker, at de tager dybe brølestemmer på og jager ungerne, til de giver fortabt i et hjørne. Hvor de bliver kildet sønder og sammen.

Jeg har fået fjol tilbage i mit liv med alle de børn. Fjol er den bedste måde at få trætte Esther til at gå de få hundrede meter hjem fra børnehavebussen. Fjol er den bedste måde at få grin i suretrætte ansigter. De bedste godnathistorier er dem, vi finder på sammen i mørket. Det bedste i verden er at grine sammen.

Måske fjoller vi voksne bare for lidt med hinanden? Jeg elsker alle de små film fra forskellige lande, der parodierer den nyslåede amerikanske præsident. Det er fjol på højt plan med et dybt alvorligt tema. Som for en stund letter den hårde knude i min mave og sætter verdens tilstand i nyt perspektiv.

En dag for omkring tre år siden blev jeg hidkaldt til en afdeling på hospitalet, der havde opereret en ung mand fra Pakistan. Som uddannet dyrlæge og biolog var han kommet til Danmark på et Green Card for at forfølge sin drøm om at arbejde som dyrlæge. Han levede op til alle betingelser for at være en aktiv medborger i landet, fik arbejde, lærte sproget og integrerede sig. For at kunne blive godkendt som dyrlæge i Danmark, supplerede han sin uddannelse med flere moduler, mens han sideløbende arbejdede i to forskellige jobs for at opfylde kravet om beskæftigelse. Han arbejdede altså rimeligt hårdt, forsørgede sig selv og delte et kælderværelse med fem andre unge mænd fra Pakistan i udkanten af en forstad til København. Hans del af værelset var den øverste køje i køjesengen til venstre.

Jeg mødte en ung mand med knuste drømme. På sit arbejde havde han villet rense en maskine, som viste sig ikke at være ordentligt afskærmet og sikret, og den slugte simpelthen hans højre arm. Nu sad han der. Alene på afdelingen, med en halv smertende arm og depression, der bredte sig i hele hans univers. På afdelingen var de i syv sind. De ville så gerne hjælpe ham videre, så han kunne lære at håndtere sit liv uden højre arm.

Første problem var hans hjem. Han kunne ikke komme op i øverste køje. Han kunne ikke lave mad. Der var ikke plads til at være stærkt handicappet på det lille kælderværelse. Han må flytte på ‘Mændenes Hjem’, sagde socialrådgiveren. Og så ringede afdelingen til socialsygeplejersken og mig. Vi arrangerede et møde med kommunen. Jamen han har jo en adresse, sagde den kommunale visitator. Jo, men der kan han ikke bo uden sin højre arm. Og nyopereret med stort sår. Og smerter. Vi må jo finde et værelse til ham, hvor han kan bo, mens han bliver genoptrænet, sagde jeg. Og vi diskuterede længe frem og tilbage, indtil visitatoren så mig i øjnene og spurgte, om jeg virkelig syntes, det var deres problem. Jeg lavede en af de lydløse eksplosioner, jeg er blevet ekspert i. En dansk arbejdsplads havde taget hans højre arm, så vi kunne vel godt tage os ordentligt af ham nu! Og det blev sådan. Han fik træning, og han blev opereret flere gange. Han blev også hjulpet igang med at køre erstatningssag mod den virksomhed, der husede den maskine, der spiste hans højre arm. Det skal en maskine jo ikke kunne, vel?

I dag kunne jeg så læse, at den ualmindeligt uheldige unge mand nu bliver smidt ud af vores land. Hans Green Card må være udløbet, og nu udgør han jo ikke en fuldt funktionsdygtig arbejder. Han kan ikke længere forsørge sig selv. Ulykken og de mange operationer afbrød hans studier, så udsigten til at arbejde som dyrlæge pludselig var meget længere væk. Så ud med ham. Også selvom sagen mod virksomheden stadig kører og stadig kræver, at han kan være til stede.

Kære Danmark, synes du virkelig – helt inde i dit gamle hjerte – at det her er moralsk i orden? Virkelig?