X-factor, Talent-et-eller-andet, Skjulte stjerner……. kan nogen mon forklare mig forskellene? Jeg har ikke set mange afsnit af nogen af dem, for jeg vil have kvalificeret underholdning. Når jeg skal underholdes. Men influenza og dårligt fjernsyn hører sammen, og selvom jeg har driblet rundt og arbejdet, ja så er det jo ikke helt ovre. Derfor sidder jeg her og glor som en vissen gulerod på Skjulte Stjerner i fjernsynet. Som ligner noget, jeg har set i de andre programmer. Et lidt for lille og lidt for gammelklogt barn, hvis stemme endnu ikke er på vej i overgang, står på en scene og synger alt for voksne sange. Et par piger, der ikke helt kan holde stemmen fast hele tiden, synger de samme kedsommelige hits, som fløjter ud af radioen i døgndrift. Og en studievært må råbe højere og højere for at piske en stemning op.

Jamen hvad er der galt med mig? Hvorfor falder jeg ikke i svime? Når nu resten af landet synes at sidde klistret til skærmen med en mobiltelefon i den ene hånd. Mens de sender ophidsede  og febrilske beskeder. Og de måske zapper over på en nabokanal, hvor nogen danser om kap. Nej, seriøst. Jeg forstår da ikke, hvorfor jeg ikke bare kan læne mig tilbage og synes, et er fedt. Når alle andre kan.

Men jeg synes, det er …….. kedeligt. Og tåkrummende. Hvad er der i vejen med folk, der kan synge? Hvordan kan musik som fællessang rundt om en slags lejrbål blive en storsællert uge efter uge? Man bliver hverken kunstner eller sanger af at kunne lire andres sange af. Med mindre man har noget helt særligt at tilføre dem. Og det har de jo ikke, de der unger og unge. De er for uprøvede. Og har ikke det talent, der skal til for virkelig at bive kunstnere. For så blev de det. Bare.

Er det ikke lidt synd for den dreng, der vandt? Han sang jo pænt. Som nogen drenge gør, inden stemmen brækker over og går i overgang. Om et års tid er det slut. Så kan han ikke længere ramme de høje toner. Men først skal han smage stjernestøv. Så han kan mærket styrtet, når stemmens første krak melder sig om kort tid.

Og hør her, når den ene piges mentor fortæller, at hun må lære hver eneste tone uden ad for at kunne ramme den, så er det ikke rendyrket talent, vi er ude i, vel? Hvorfor, kære gud, skal hun udgive en plade?

Hvorfor ikke lade de unger gå og hyggesynge hjemme i deres familier? Hvorfor flashe deres stjernedrømme lige i fjæset på hele kongedømmet? For bagefter at lade dem stille dratte ned fra tinderne? For de synger da pænt.Til hjemmebrug.

Nu har jeg set det, og influenza går over igen. Og skjulte talenter behøves ikke sættes i rampelys.

Når man sidder under dynen i den store sofa og er syg og stakkels. Og ind imellem næsten får vand i øjnene af selvmedlidenhed. Nå ja, så kan man lave øvelsen, look at the bright side, fordi man har tid. Og nå ja, det med at have tid, fordi det ikke kan være anderledes, er jo for fanden også en bright side, når det kommer til stykket.

Og når man så sidder og har tid, hvad er så bedre end at tænke på nye planer? Jeg er jo sådan en med hovedet fuld af drømme om nye eventyr. Sådan en der elsker at lægge planer og mange af dem. Og som rydder ud i dem med hård hånd, fordi der også melder sig et realistisk plan. Men for ganske få siden uger var der kun drømme og ingen planer. Og der har været alt for lidt kedelig-tid til at lave planer ud af drømmene. Og så sker der det, som sker i mit liv. En god ven foreslår en løbetur i Grønland næste år i august. 200 km over så mange dage, vi nu gider. Fed idé. Og til min store overraskelse er det overhovedet ikke så møgdyrt at flyve derop, som jeg troede. Ja da. Skidego’ plan.

Da Jesper og jeg knoklede rundt i Alperne i sommer, mødte vi en engelsk pige, som lever i Schweiz af at guide i bjerge rundt om i verden. Vi fandt jo hurtigt en helt masse fælles. Vi har guidet de samme steder i bjergene i Nepal og Sydamerika og Afrika. Hjulpet de mest usandsynlige til toppen af Kilimanjaro. Og vi har selvfølgelig holdt kontakten. I sidste uge skrev Julia og foreslog en tur i de tidlige sommer i de schweiziske eller italienske Alper. Vi snakker om Gran Paradiso Traverse eller Monte Rosa sammen med Tour de Mattehorn. Tjek igen – dejlig plan.

Og så skrev en veninde i Kathmandu i Nepal og foreslog en cykeltur i Tibet. Jamen what to choose? Eller skal man det? Tja logistisk kunne det godt lade sig gøre, det hele. Alpetur i maj/juni, Grønland i august og Tibet, når regnen er færdig i efteråret. Så må jeg jo bare finde en måde at skrabe pengene sammen. That’s a minor detail. Nu er der planer på bordet.

Og når man sidder syg og stakkels under dynen i den store sofa og føler sig meget mere single end ellers. Fordi noget mand måske kunne have yrket en smule omsorg. Så bliver man sgu da helt grundglad, når ens søn bare skriver, at han kommer efter arbejde sammen med sin Nina og laver mad. Til os.

I går formiddags fik jeg besøg af min overbo, som gerne ville låne panodil. Hun lignede  fuldstændig udskidt æblegrød med et hvidt pandebånd om det ømme hoved. Du skal ikke komme tæt på mig, sagde hun, for næsten hele opgangen har været nede med den her flu. Men jeg måtte jo række hende pillerne og tænkte ikke mere på det.

Senere på dagen trak jeg i løbetøjet og løb afsted ud på Kalvebod Fælled. Der var lidt truende skyer i horisonten, men vejret var helt fint. Jeg løb afsted et par timer, og på vejen hjem kiggede jeg efter slåenbuske. Fordi slåengin er en gudedrik. Og så følte jeg mig lidt sært træt i kroppen. Det var nok alle de fødselsdage, tænkte jeg, og løb videre.

Midt i brusebadet kom influenzaen buldrende. Som en tordenstorm gennem koppen. Jeg rystede pludselig af kulde. Alle knogler gjorde ondt. Og jeg pylrede mig færdig.

Og her ligger jeg så som en skamskudt ko. Mens frustrationen over uløste arbejdsopgaver kæmper med feberens rasen. Vil gerne have synd-for tilkendegivelser.

Fredag var jeg til 50 års fødselsdag hos en veninde i Århus. Jeg sprang på toget om eftermiddagen og ankom lidt forsinket til en vidunderlig middag. Min veninde havde midt i sine frustrationer over at blive så gammel været på nippet til at forbigå fødselsdagen i tavshed. Eller grave sig ned under dynen og håbe på, at det ville forsvinde. Men det gør det jo ikke. Åren er jo ligesom gået. Så i stedet inviterede hun de kvinder, der har haft betydning for hende gennem årene.

Jeg lærte min veninde at kende for mange år siden i forbindelse med noget integrationsarbejde, vi var involveret i sammen. Jeg arbejdede på Skejby Sygehus, hvor vi på gynækologisk afdeling havde formuleret, hvad vi kaldte en ‘udlændingepolitik’. Navnet var misvisende, for det var i virkeligheden en slags kodeks for, hvordan man opfører sig ordentligt og respektfuldt overfor hinanden. Om man så var indfødt århusianer eller født i Somalia. Politiken gjald begge veje. Vi blev voldsomt uvenner med Pia Kjærsgaard ove det, og det kan jo næsten borge for en slags kvalitet i sig selv. Nej, sådan helt seriøst handlede det om at lære af hinanden, så dumme misforståelser kunne undgås. Så patienter kunne føle sig ordentligt behandlet, selvom de ikke helt forstod sproget, og sygeplejersker kunne føle sig respekteret. Samtidig var min veninde projektleder for et mentorprojekt, der skulle få flere indvandrere i arbejde i det offentlige. Senere har vi lavet seminarer og andre ting sammen. Hun er en fejende flot kvinde. Halvt dansk og halvt iransk, og en af de meget få, som forstår at bære 15 cm sylespidse hæle og knaldrød læbestift.

Som aftenen skred frem, kom der gang i historiefortællingerne. Min veninde elsker historien om dengang, jeg reddede en mand på toppen af Kilimanjaro og tvangsindlagde hele selskabet til at lytte. I får den en anden dag på bloggen. Og historierne boblede frem omkring bordet. Med til selskabet var to iranske kvinder, som var flygtet hertil for 25 år siden, da præsterne tog magten i Iran og begyndte at rydde hårdhændet ud blandt ungdommen. Pludselig bryder den ene ind efter en historie. Hun har tårer i øjnene og udbryder, – tænker I nogen gange på, hvor fantastisk det er at kunne sidde her rundt om et bord og fortælle historier, mens der kører brasiliansk jazz i baggrunden? Det kunne vi ikke, da vi var helt unge. Den anden kvinde fortæller sin historie. Eller lidt af den.

Hun var blevet gift med ham, hun selv havde valgt. De læste idræt på universitetet i Teheran og var på det iranske fægtelandshold. Så fik de deres datter, og verden gik af lave med præsterne i Teheran. Han blev færdig på universitetet et par år før hende og blev kommanderet til indrullering i hæren. Han nægtede. Og blev kastet i fængsel, hvor han sad i seks måneder. Men var heldig, fordi han ikke betalte med sit liv. En da var hun i byen og handle med sin datter og en moster. Hun bukkede sig ned for at nå noget på de nederste hylder, og hendes slør faldt ned. Og pludselig var helvede løs. To soldater tog fat i hende, mens den lille pige hagede sig hysterisk fast i sin mor. Men soldaterne var stærkest og trak hende med sig. Hun blev fængslet og forhørt i timevis. Hun sad der i to døgn. Og var heldig. Fordi hun ikke betalte med sit liv. Men havde familie i politiet, der kunne trække i tråde. Mange af hendes studiekammerater var døde i samme fængsel.

Og så flygtede hun med sin lille datter. Først til Tyrkiet. Så videre til Berlin. Og endelig til Danmark, hvor hendes mand allerede var. Det var heldigvis før alt det med tilknytning og stramme familiesammenføringsregler. Før vi begyndte at glo olmt og mistænksomt på folk, der desperat var flygtet fra dødstrusler. Efter Sandholmlejren uddannede hun sig til fysioterapeut og har siden arbejdet i det danske sundhedsvæsen. Og nu kan de begge to sidde omkring bordet sammen med os andre. Mens de sender bekymrede tanker til Iran, hvor ungdommen endelig er begyndt at rejse sig. I mange år var der ingen ungdom. Den var slået ihjel elle flygtet. Vi tror på dem. Tror på, at de kan kæmpe demokrati ind på dagsordenen. Og de to kvinder minder os om, hvor meget pris vi altid skal huske at sætte på vores frihed. Friheden til at være uenige. Til at diskutere. Til at drikke vin. Til at høre musik og læse bøger. Til at svinge vores viltre lokker og vælge vores påklædning efter anledningen. De smukke iranske kvinder, der har betalt en pris, som vi aldrig kan fatte.

Glem det aldrig.

Når man nu har været så heldig, som jeg har, at trække verdens bedste unger i det store børnelotteri. Jeg mener, man aner jo ikke, hvad der kan komme ud af den svulmende mave sidst i sådan en graviditet. Det kunne jo være hvad som helst. Og selv om jeg igennem tiden har tænkt, at de måske hylede lidt for meget og ikke passede til flæsekjolerne i børnebutikkerne. Og selv om jeg gang på gang har stået med underkæben smældet ned midt på maven over deres legendariske stædighed. Hvor fik de det fra? Ja så var jeg så heldig at få lige præcis de børn, der passede til mig. Og sådan nogen fantastiske børn, får fantastiske kærester. Og hvem er f.eks. så heldig at have den sødeste svigerdatter, som også har fødselsdag, på min fødselsdag? Hva? Vi deler den nemlig. Som det nu bedst kan passe. I år nåede vi både at drikke champagne sammen, og hun nåede sin kærestemiddag med min søn. Og vi finder på de bedste gaver til hinanden. Jo, det er hende, jeg har inviteret med i Vega og høre Heather Nova.

Og da jeg på kanten af noget hysteri over for meget arbejde i for lang tid, udbrød, at det eneste jeg ønskede mig, var at blive forkælet, – ja så bliver jeg det. Jeg fik en mail med en dato og et bud på at reservere aftenen. Til en hemmelig fødselsdagsoverraskelse. Og hvilken overraskelse. Agnes Obel i DR’s koncertsal. Tre kvinder skabte magi i luften g fyldte hele salen med – ja kærlighed, tror jeg. Jeg flyder over af store ord, og jeg har det egentlig bare sådan helt stille indeni. Fyldt af vellyd. Fra et flygel, en cello og en skotsk harpe. Og en gudsbenådet stemme. Af tre kvinder som indtog hele salen, og som var helt rørte på den generte måde over vores stående applaus.

Jeg vil vist bare pakke mig i seng med alle de følelser, sådan en koncertoplevelse kan vække. Og drømme sødt. Og sende tusinder af tak til min unge og hans kæreste.