by - 1 kommentar

Singlemad

Egentlig kan jeg godt lide at lave mad. Og at spise den. Da jeg for mange år siden indledte min karriere som evighedssingle, lærte jeg betydningen af ikke bare at indtage ligegyldige kalorier stående ved et rodet køkkenbord. Lav ordentlig mad, for søren. Også når ungerne ikke var hjemme. Dæk bord, tænd stearinlys, gør det lidt hyggeligt.

Under skilsmissetumlen, gik jeg længe rundt med ophovnede øjne og var chokramt og helt opslugt af, hvor synd alting var. På min arbejdsplads var der en kvinde i 60’erne, som havde mistet sin mand meget pludseligt, og hun tog mig en dag under sine vinger. Hun forklarede mig, at jeg var nødt til at lære at have det rart. Selv. Helt alene. Når børnene var på fædreweekend, og jeg led alverdens kvaler af savn. Jamen jeg er bare så ked af det, indvendte jeg, og kunne overhovedet ikke se mig selv have det rart. Hun instruerede mig i at købe lækker mad, som jeg ville have lavet til min mand og mig til en forkælelsesaften. Bare kun til mig. Jeg skulle også købe en god flaske rødvin. Ikke noget billigt sprøjt, men godt. Skænk så et glas, mens du laver maden. Gør dig umage og gør det lækkert, mens du drikker vinen. Skænk så et glas, som du drikker til maden og sæt en prop i, så der er vin til lørdag aften. Dæk et pænt bord og spis maden langsomt. Hvis tavsheden er for larmende, må du gerne se tv imens, sagde hun. Det kan lyde latterligt, men dengang var det grænseoverskridende. Sådan at lave lækker mad bare til mig. Og drikke rødvin alene. Når nu det lå lige til højrebenet at dyrke sin weltschmertz. Og det virkede.

Jeg har aldrig glemt hende. For hun lærte mig noget værdifuldt. At man må opsøge det gode liv. Og hvis man ikke lige kan finde det, så kan man lade som om. Bygge det omkring sig simpelthen. Det er bare slet ikke muligt at mærke livskvalitet, mens man spiser, fordi man skal. Lortemad i sofaen eller ved køkkenbordet skal jo bare overstås. Det kan man jo heller ikke leve af i længden, når man både arbejder røven ud af bukserne, tager lange uddannelser og træner i timevis hver uge. På den anden side er det virkelig svært ikke at nyde, mens man står der med god rødvin i glasset og gør sig umage med sin egen middag.

Så jeg laver god mad. Men i længden er det blevet en smule ensformigt at have middagsdates med Steffen Kretz eller (God forbid) Mette Walsted Vestergaard. De mangler lidt dybde. Og når jeg nu gang på gang rammer hjemmet efter tv-avisen, kan intentionerne om den gode mad godt langsomt begynde at skride. Der er grænser for, hvor tit mine unger gider spise meget sen aftensmad i Sydhavnen.

Og nu har fået mig en madklub. Det er genialt. Vi er tre, og vi er åbne for udvidelse. Pludselig er der nogen at lave mad til. Nogen at nyde maden sammen med. Og nogen der laver mad til mig. To gange om måneden. Uden Steffen Kretz og Mette Walsted Vestergaard.

by - 0 comments

Sig det med blomster

Vågnede i nat med host og hvæs og åndenød fra et par lunger, som ellers har optrådt fuldstændig lydeløst i flere måneder. Det tog et par timer at få en slags kontrol over situationen og derefter et par timer at få kroppen til at lande igen. But why, genlød det i min trætte hjerne. Der plejer at komme en slags forvarsel, og det havde der ikke været.

Ganske vist havde jeg været på Le Le nha hang på Vestebrogade og spise vietnamesisk, men der var ikke noget faretruende i maden. Og ganske vist havde vi drukket mojito til maden. Pero uno mojito??? Nej vel? Og iøvrigt var den god, den mojito. Næsten lige så god, som den laves i Sydamerika.

Hen på morgenstunden faldt jeg endelig i søvn bare for at tumle målløs og søvndrukken rundt i sengen, da iPod’en vækkede mig kort efter. Stjal en time ekstra og besluttede at forlægge arbejdspladsen til spisebordet. Let rystende af nattemedicinen lavede jeg morgenmad og nussede morgentræt rundt i huset. Og så gik pråsen op for mig. Mit pudebetræk var ganske gult, og det øverste af dynebetrækket ligeså. Blomsterpollen goddammit!

Til min fødselsdag fik jeg verdens største buket liljer af min ene lille projektgruppe. Smukke havde de stået i 1½ uge og sendt en lille smule pest ned i mine luftveje. Men smukke var de jo, og jeg er jo alligevel aldrig hjemme længe nok til at mærke det rigtgt. I aftes foldede jeg kæmpebuketten sammen lige inden sengetid og proppede den i affaldsskakten. Og fik lidt blomsterstøv her og der på halsen og i ansigtet.Som jeg bar tørrede nødtørftigt af.

Så nu snurrer vaskemaskinen, og jeg er spulet  helt fri for liljestøv. Lange weekendløbeture? Forget it. Det bliver kort, så lungerne ikke bliver tirret til flere af den slags natlige events.

by - 2 kommentarer

Kunstnerisk udflugt

I sidste uge fik jeg fødselsdagsgave fra Billedguiden. To  billetter til Art Copenhagen i Forum. Og søndag inviterede jeg min barselstrætte datter, som trængte til et frikvarter fra amning, våde bleer og majsvælling. Så vi anlagde en passende kunstnerisk mine og trådte ind i Forum.

Vi blev ganske overvældede. Her var virkelig meget kunst. Virkelig altså. En arkendt amerikansk kunstekspert havde i Politiken kritiseret Art Copenhagen for at vægte masse fremfor kvalitet. Jeg er nu ikke sikker på, at det er en skidt idé. For mig virkede det at blande kendte, kvalitetsstemplede kunstværker med nye og ukendte, som prøvede sig frem i Forums mekka. Efter at have nærstuderet stueetagen fik vi akut kaffebehov. Og det kunne Forum selvfølgelig også klare, inden vi trawlede igennem overetagen også.

Det værste ved at bruge nogle timer på Art Copenhagen er ærgrelsen over ikke at have 10.000 i lommen til noget kunst til mine bare vægge. Der var adskillige billeder, der kunne have knebet sig gennem mit kritiske nåleøje. Nå, det bliver, når der er rettet op på min hjemlige finanskrise. Og jeg har skiftet computeren og cyklen. Og tjent lidt flere penge.

Det var ligeså underholdende at studere det kunstneriske segment på udflugt. Både de udstillende og de besøgende. Der var fyren med det lange, lidt fedtede hår, og skæg, med bare fødder. Hende der var lidt for gammel til både de sylespidse stilletter og det kreative hul på knæet i designercowboybuksen. Fyren der helt alvorligt og meget langsomt fortalte en tilskuer om, hvordan han opfattede sit liv som et bibliotek, – og havde gjort det siden han var seks. Og Thomas Mygind, der gik rundt på den der jeg-er-for-kendt-til-det-her-sted-og-jeg-ved-godtat-I-kigger-på-mig måde.

Men da nogen begyndte på noget lidt for kunstnerisk sang – noget meget højt overtone-agtigt, så satte vi os lidt trætte på trappen og var parate til at begive os ud i verden igen. Både til løbske projekter og stædige babybørn.

Tak for en dejlig fødselsdagsgave.

by - 2 kommentarer

Arbejdsglæde

Da linje A rullede ind på Sydhavn station tidligt i morges, var det med et kort togsæt og en fyldt cykelafdeling. Jeg var ligeglad, for jeg skulle ikke med. Det skulle derimod Åse, som flegnede helt ud på togføreren, der gemytligt lænede sig ud af sit vindue.

“Råbeskrigebrokke – deterfandmefordååårligt – råbeskrigebrokkebrøle…” “Jaja, sagde han – stadig gemytligt (skabsjyde??), jeg kan jo kun køre det tog, der nu er.” Åse satte atter igang med at råbeskrigebrokke – “IskalfaaandmesættelangetogindnååårdererVM” Og havde hun kunnet knalde s-togsdørene i, havde hun gjort det. Halleluja for et humør at starte en mandag med. Og et lille minut senere rullede et langt linje E-tog ind med god plads til min cykel og mig.

Og når man nu arbejder omkring 70 timer om ugen og bruger resten af livet på at spise og sove og løbe og blogge, er det en gave at møde frem i Hillerød. Det sker sjældent for tiden. Jeg flintrer rundt og laver innovationsprojekt på Herlev Hospital og Rigshospitalet, Jeg skriver projekter for Danske Regioner. Og jeg pisker rundt og finder på, hvordan patienter og pårørende kan involveres mere i deres behandling. Derfor sker det for tiden yderst sjældent, at jeg sætter mig ved skrivebordet på det kontor i Hillerød, som jeg egentlig holder meget af. Men når det sker, så bliver eg helt varm i kroppen og rørt i halsen, fordi jeg bliver taget imod med kram og smil og åbne arme.

No shit. Det tager mig et kvarter at nå fra den ene ende af gangen til mit kontor. For pokker da. De savner mig. Tror jeg. Lige så meget som jeg savner dem.

Mit arbejdsliv er lidt, hmmm, skørt? For tiden. Det slog mig, mens jeg sad i toget i morges, at det var meget længe siden, jeg bare havde taget toget til Hillerød til en almindelig arbejdsdag. Tænk at der er mennesker, der møder til samme tid det samme sted hver eneste dag? Jeg kan få enkelte strejf af savn efter den slags regelmæssighed. Mest når jeg er helt tåget i hovedet af ord og træthed. Men altså, jeg står jo glad op nærmest hver morgen. Og jeg har det sjovt. Og lidt for travlt. Men sjovt. Og jeg er i virkeligheden helt uegnet til den slags regelmæssighed.

Når jeg i den grad bliver pakket ind i kindkys og varme kram, bare fordi jeg tropper op der, hvor jeg får min løn, bliver jeg sådan helt grundglad. Tænk så forskellige begyndelser, man kan have på en helt almindelig mandag. Tænker jeg og er glad for, at den gemytlige togfører på linje A godt så, at jeg smilede til ham. Og måske ville kindkyssene også blive færre, hvis jeg troppede op på kontoret i Hillerød hver dag.

Men plastikposen med 30 flødeboller, som jeg havde med til obligatorisk fødselsdagsfejring, havde helt sikkert ingen betydning. Vel?

by - 0 comments

Ambitioner og erkendelser

Jeg elsker at træne. Det kan vist ikke komme bag på nogen, som læser bare lidt med engang imellem. Jamen det gør jeg. Specielt min løbetræning, jo. Men jeg elsker også at træne alt muligt andet. Faktisk er det vist mere eller mindre det at knokle mig selv til mine fysiske grænser. Jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Eller hvorfor. Dybest set er det ret skørt. Og jeg kender ikke mange andre kvinder, der har det sådan. Eller mænd.

Men sådan er det. Jeg er tæt på lykkelig, når jeg drejer storsvedende ind i gården efter et par timers løbetur. Eller når jeg slutter en intervaltræning med pulsen hamrende helt op i hårrødderne. Når jeg med rystende muskler, der ikke ville kunne tackle en halvfuld kaffekop,  har nået toppen af en klippevæg. Selv i træningslokalet går jeg all in – og elsker det, selvom det er pissekedeligt. Følelsen, altså, fornemmelsen af sved og ultimativ træthed.

Og derfor træner jeg lystigt videre, selvom jeg er blevet langsom og halvgammel. Alt er relativt, og jeg overhaler stadig en ordentlig bunke løbende mænd og koner, når jeg løber afsted. Men jeg mistede en masse hurtighed med al den kemoterapi, jeg fik skyllet gennem kroppen for snart fem år siden.

“Du løber så let som en lille alf”, sagde en af mine gamle løbekammerater engang, mens vi løb sammen i et marathon. Det bruger vi så ikke helt mere, det med let som en alf. Siden dengang har nogen hældt bly i mine skinker og installeret cementklodser i løbeskoene. Og på en eller anden måde har 6-8 ekstra kilo sneget ind på min krop. På rekordtid. Måske har jeg smidt et par stykker af dem igen, men kroppen er definitivt mere omfangsrig end tidligere.

Nåmn, det handler på ingen måde om at pive over lost grace. Men mere om hvorfor jeg træner videre. Jeg må erkende, at jeg ikke gider stille op i konkurrencer eller motionsløb. Sådan basicly. Undtagen nogen gange. Men at være i stand til at løbe et maraton på 4 timer virker bare ikke helt. Det motiverer mig på ingen måde til at stille op. Og misforstå det nu ikke. Jeg har bare kunnet løbe meget hurtigere. Engang for fem år siden. Jeg har altid syntes, at maraton er langt. Også dengang jeg løb det “let som en alf”. Og jeg kommer aldrig nogensinde til at tilhøre det segment, der løber mange maratonløb. Jeg kommer aldrig til at høre til dem, der løber mange løb. Punktum.

Jeg kan blive fristet af sjove, anderledes løb. Af de løb, vi har gjort til tradition, fordi det er hyggeligt. Og hvem ved? Måske løber jeg et maratonløb uden konkurrence igen en dag, som det i Skodsborg.

Jeg vil bare gerne træne. Og måske skulle jeg finde mig en løbeklub og en roklub og en….? Jeg har altid været en social løber. Elsket at løbe sammen med andre. I mange år har jeg løbet i gruppe flere gange om ugen, men også dyrket ensomme meditative løbeture. Jeg har været medlem af Århus 1900 i 100 år. Og måske skulle jeg bare melde mig ind i Sparta? Eller en anden klub. Jeg savner nogen at træne sammen med. Nogen at have noget træningsfællesskab sammen med. Jeg er et klubmenneske. Jeg har bare trænet helt alene, siden jeg begyndte at genoptræne. Og

 

by - 17 kommentarer

Et år i et liv

Så sidder man der igen. Og bliver et år ældre.

Det er sgu da svært at fatte, at jeg er blevet så gammel. Nogen kunne godt have haft sine tvivl for fem år siden, jo. Og inden i føler jeg mig jo ikke gammel, vel? Jeg er jo stadig bare mig. Det er sært at tænke tilbage på, hvor voldsomt det var at blive 50 år. Halvtreds! Det sendte mig direkte i noget personligt misk mask. Hvor jeg nærmest kastede mig vrælende ned og bed i køkkengulvet, mens mine små næver bankede løs i brædderne. Jamen for fanden, tænkte jeg, her sidder jeg og er single for evigt, uden penge – og alt mulig andet, der ikke var i mit liv. Jeg skulle jo have siddet der og holdt min mand tilfreds i hånden, mens vi kastede milde blikke rundt på vores store børneflok. Skulle jeg ikke? Eller skulle jeg?

Jeg ved ikke, hvorfor 50 ramte mig som sådan en forhammer. Det havde aldrig før generet mig at blive ældre hvert år. Pjat, havde jeg tænkt. Man må jo bare stå ved sin alder. Det kan man jo ikke ændre på. Og hvad man nu ellers siger af den slags.

Kort efter fik jeg i hvert fald en syngende lussing af noget overraskende skæbne. Sådan helt uforberedt. Kan hun så måske lære at få øje på det liv, var det som om det rungede gennem mit univers. Og jeg måtte spagt kapitulere.  Jeg brugte den lille uge, hvor jeg ormede helt stille rundt i København og holdt jul og blev mormor og ventede på dommens dag i Århus, på at spekulere over, hvordan mit liv kunne have været anderledes. Og pludselig midt om natten der i juledagene gik det op for mig, at jeg ikke ville bytte liv. At der ikke var noget som helst, overhovedet, som jeg ville lave om, hvis jeg nu skulle blive konfronteret med noget helt uhelbredeligt. Pludselig vidste jeg bare, at jeg havde gjort mig umage. Umage med at være mor for mine børn, at tage de uddannelser jeg gerne ville have, at forfølge drømme langt ud i verden, at elske, at tage chancer, at risikere, at være til stede. Jeg havde gjort mig umage for at leve det der liv ordentligt, havde jeg. Og så kunne jeg ligesom lidt bedre tage imod den lussing. På min egen måde. Og med oprejst pande.

Da jeg året efter fyldte 51, kaldte jeg med stor fryd veninderne til fødselsdag. Jeg var et år mere. Og det skulle fejres. Og sådan har jeg haft med fødselsdage lige siden. Tak for et år. Igen.

Og hvordan var det så, det år? Tak, det har i hvert fald ikke været kedeligt. Jeg er stadig single for evigt, og det der femtal foran alderen er ikke noget godt scoretrick. Slet ikke i kombination med en tidligere kræftdiagnose. Og jeg har kæftet så meget op om den kræft, at det ikke kan være hemmeligt. Og dates googler. Og trækker stille følehornene til sig. Men – hånden på hjertet – så er der ikke mange par, jeg ville bytte mit frie liv for. Så mon ikke jeg fortsætter som evighedssingle?

Jeg er blevet mormor igen. Vera meldte sin ankomst, mens jeg sad i Esbjerg og bed negle. Nu styrer hun som andre små mennesker i familien med hård hånd. Der hviler en særlig stædighedsforbandelse over mine efterkommere.Så i stedet for at sove ligger Vera selvfølgelig på maven i barnevognen og forlanger frit udsyn til verden.

Mit arbejdsliv har slået de største kolbøtter, og jeg er lige så stille gledet over til at arbejde med noget af det, der virkelig optager mig. Jeg får i den grad lov til at folde mig og bruge alle mine talenter. Nå ja, at jeg så er i gang med at arbejde mig ihjel, tager vi en anden gang. Jeg dør aldrig helt af det, fordi jeg er SÅ god til at trække stikket og daffe ud i vildmarken. Men kæft, hvor det fedt at have det sjovt med at arbejde.

Jeg fandt mit sted i København. Det helt rigtige sted at bo for mig. Jeg elsker Sydhavnen, og jeg elsker alt det vand omkring mig. Og så elsker jeg Amager. Dyrt? Jamen det hele værd.

Og jeg har fået endnu et år af det liv, som jeg ikke vil bytte med nogen. Sammen med de unger, som jeg var så heldig at trække i det store børnelotteri. Både dem, jeg selv lagde biologi til, og dem som kom ind i mit liv med ham, jeg engang var gift med. Og stadig er her. Og med mine forældre, som stadig triller på golfbanen hver uge. Og om et par uger fejrer vi min mors 80 år. Og sammen med gamle og nye venner.

Tak for et fedt år igen. Skulle vi ikke snuppe et til?

by - 7 kommentarer

Facebook og gensyn

Vi mødtes for syv-otte år siden i verdens smukkeste by, San Martin de los Andes i det nordlige Patagonien i Argentina. Og I kan godt spare jer for  at kaste alternative kandidater på banen. San Martin de los Andes er bare verdens smukkeste. Sådan er det, så hold bare op. Basta.

For nogle dage siden mødtes vi så igen, Agustina og jeg. Midt i København, hvor hun sad på stensætningen ved Nyhavn, hvor havnerundfarten lægger fra. Syv – otte år. Det er pænt lang tid fra et tilfældigt møde i en lille by langt ude i de patagoniske vildmarker. Og så var det bare smadderhyggeligt at ses igen.

Hvordan går det til, spørger I måske. Facebook, my friends, siger jeg bare. Facebook har sat mig i stand ttil at bevare noget kontakt til rigtig mange af de forskellige mennesker, jeg har mødt på rejser rundt om i verden. Og pludselig kan man så mødes i noget virkeligt liv atter engang.

Nåmn, historien, for sådan en er der jo. Jeg rejste alene rundt i Argentina og ankom til San Martin de los Andes med en totalt latterligt stor rygsæk. Jeg ved faktisk ikke, om rygsækken eller jeg var størst. Jeg havde udset mig byen, fordi jeg gerne ville bestige en vulkan i nærheden. Alene. Jeg trængte til noget alenetid. For er der noget, der er svært i Argentina, er det at få alenetid. Folk er simpelthen så overstrømmende venlige og imødekommende, at man får forbud mod at kede sig. Jeg havde mødt ufatteligt mange søde og rare mennesker, som havde inviteret mig til det ene og det andet. Men jeg var på en måde blevet sådan lidt selskabstræt. Og jeg tænkte, at en lille bjergbestigning sådan midt i intetheden kunne være godt for sjælen. Derfor ankom jeg belæsset med bjergudstyr og varmt tøj. Og var sådan helt ærligt ved at segne, fordi det var herretungt.

Jeg havde udset mig et bestemt hostel, som andre havde anbefalet, og jeg slæbte min monsterrygsæk derop. Og havde selvfølgelig ikke reserveret, fordi sådan noget bruger jeg meget sjældent. Og alt var optaget. Jeg sukkede og slængte atter den store rygsæk på ryggen og fortsatte til det næste hostel. Jeg ankom tidligt om morgenen, fordi i Argentina er hovedtransportmidlet bus, og man kører de lange afstande om natten. Der var bid på det næste hostel. Jeg fik en seng og i overkøjen lå Agus. Hun er på alder med min ældste datter, men vi faldt omgående i snak.

Vulkanen, jeg ville bestige, lå 6-7 timer i bus fra byen, og jeg gav mig hurtigt i kast med at organisere min videre færd. Men så let gik det ikke. Derude, midt i banditland, hvor alverdens outlaws og gamle nazister havde søgt tilflugt gennem de sidste 100 år, – ja der var regler som ingen andre steder i det store land. Jeg skulle have tilladelse til det bjerg. Og der var krav om både radio, tjek af udstyr og dokumentation af erfaringer. Desuden gik der kun busser en gang imellem. Altså ikke hver dag. Jeg er ikke sådan at slå ud, så jeg fortsatte ufortrødent og fik faktisk en slags tilladelse. Og Agus trådte til som min uforbeholdne hjælper. Det lykkedes at få en busbillet nogle dage senere.

Det gav os nogle hyggelige dage sammen i den smukke by. Jeg kan stadig huskemine morgenløbeture langs søen, som byen lå ved. Det var betagende smukt. Jeg løb nogle kilometer ud af byen og vendte tilbage langs bredden. Vejen var hævet højt over søen, og det gav sådan et eventyrligt indløb til den smukke by.

Men alting har en ende, og en tidlig morgen tog Agus og jeg afsked. Jeg steg på en gammel bus og drog afsted til grænsen mellem Argentina og Chile, hvor Volcano Lanin ligger. Vulkanen har sådan en helt klassisk bjergform, som et barn ville tegne det.

Den ligger virkelig in the middle of nowhere. Man bliver smidt af bussen, og tænker WTF – her er ingenting. Men der er en lille lejrplads, og der er et kontor, som huser både grænsevagter og vulkanvagter. Her blev jeg underkastet et grusomt forhør, og min tilladelse blev afvist, fordi jeg ingen radio havde. Jamen hold nu op, tænkte jeg. Bjerget var bare 4000 meter højt. Hvad skulle sådan et cirkus til for? Men ham, der havde trukket vagttjansen den dag, var hverken til at hugge eller stikke i. Enden på det hele blev, at jeg kunne leje en radio nogle dage senere.

Lidt slukøret slog jeg mit lille bitte telt op og flyttede ind på lejrpladsen. Senere, da jeg sad og læste i solen, kom en lyshåret fyr forbi. Hi, I’m Jason, sagde han, og spurgte, hvorfor jeg sad der helt alene. Jeg forklarede ham alle mine besværligheder, og han fortalte, at han og hans venner skulle bestige bjerget næste dag. Vil du ikke med, spurgte han, så kan du jo bare være med i vores radio. Jamen jo, det ville jeg gerne, og pludselig var jeg en del af en lille gruppe. Der var Jason og hans argentinske kæreste samt tre andre argentinere. Og sådan blev det. Vi hyggede resten af dagen, og næste morgen begav vi os afsted på den første etape på bjerget. Vi overnattede i en – aj hytte kan man næsten ikke kalde det – en slags overdækket lejrplads. Hele aftenen fortalte vi historier fra vores forskellige hjemegne og havde det fantastisk. Jason er fra Alaska, og jeg har en stående invitation til at besøge ham. Når han er der. For han er lettere at møde i Himalaya eller Andesbjergene.

Midt på natten klatrede vi så det sidste stykke til toppen i den smukkeste solopgang.

Vi nåede toppen i et forrygende blæsevejr, så vi måtte have et fast tag i hinanden for ikke at blæse ned.

Jeg så ikke Agus igen. Vi mailede sammen, og en dag fandt hun mig på Facebook. Nu bor hun i Irland og var sammen med sine forældre i København på en lille ferie. Selvom vejret viste sine værste efterårstænder, var de ret betagede af vores by. Og jeg nød at kunne gengælde en smule af Agus’ hjælpsomhed og vise Københavns bedste sider frem. Hvad de syntes bedst om? Alle cyklerne, Dragør, fiskefrikadeller og wienerbrød.

Billederne er ikke mine egne. Det var længe før, jeg havde digitalt kamera, så jeg har været på togt med Google. Det sidste billede fra Lanin fik jeg tilsendt fra en i gruppen.

Og Jason? Ham er jeg selvfølgelig også venner med på Facebook, og vores veje har krydset derude i Himalaya.

by - 2 kommentarer

Yndigheder og andet i Türol

Nu skal det hele jo ikke plastres til med lækkerhed. Der må være balance i alting, og undervejs i de smukke bjerge i det fantastiske sommervejr, blev vi enige om at etablere en modeblog. Med kant. Det bliver en engangsforesteelse.

Vi starter derfor med mine gaiters, som på yndigste vis beskyttede mine sarte, feminine fødder mod grus, småsten og sne (!). Bemærk den fine farvemæssige afstemning mellem gaiters og Salomonsko. Det kan jo tilføre enhver trailsko et feminint touch.

Vejen ud af Chamonix faldt forbi dette par, som må kalde misundelsens orm frem i enhver med et grøntsagsbed. Jeg vil tro, de kan snittes henover vinteren, mens det kommende års grøntsager planlægges.

Nå ja. Min lille terrasse blegner en kende.

Jamen havenisser. Allevegne. Jeg ville have elsket at bringe et par stykker hjem til min søns altankasse. Jo, de er små nok til altankasser, og jeg er helt sikker på, at han ikke har en. Havenisse, altså. Og så er det jo en oplagt gave til en ung mand.

Jeg ved ikke med jer? Jeg har aldrig set noget lignende. Skulle jeg stjæle nogen børns aflagte gummistøvler og lave en opstilling uden for min hoveddør? Vil det ikke få enhver til at føle sig ekstra velkommen?

Dette køkken lagde bord til vores morgenmad en af de første dage på turen. Konen var utrolig venlig, men køkkenindretningen trodsede enhver beskrivelse. Ikke en ledig kvadratcentimeter noget sted. Rummet var proppet med køkkenudstyr, bøger, tykke mapper, havenisser, kattefigurer. Og pludselig tryllede fruen en iPad frem. Verden er mangfoldig. Og morgenmaden var god – og rigelig.

Påskeforberedelser?

Hmmmm…. høstgilde?

Og en enkelt elefant til AmarOamar. Jeg er sikker på, at hun ikke har en alpeelefant i sit elefantotek. Der stod den bare og skuede ud over mountainbikere på vej op og ned.

Alperne er et mangfoldigt sted.

by - 2 kommentarer

Noget om kønhed

På vores vej fra Chamonix til Zermatt mødte vi ikke nær så mange mennesker, som vi havde forventet. Men der var et par englændere og et par amerikanere, der krydsede vores vej flere gange. De var alle fire i tresserne. Det engelske par havde været gift i en menneskealder, og da de endelig var blevet af med børnene, var de begyndt at vandre i bjerge. De vandrede afsted om morgenen i hvide skjorter og hun i nederdel. Ikke så hurtigt, og de snuppede en lift eller en bus i ny og næ. Men de knoklede op over de samme høje pas, som vi gjorde. Amerikanerne var et nyere par, som ikke boede sammen, men som havde fundet en fælles glæde ved at vandre i bjergene. Hun gik meget langsomt, og de fulgtes ikke, men mødtes på ruten i løbet af dagen. “I’m slow, but I’m getting there”, sagde hun med et glad smil.

Hvad er det, der får os og endnu mere halvgamle folk til at knokle afsted time efter time, dag efter dag? Jo, nogen af os har en nærmest sygelig tilfredsstillelse ved at arbejde os til grænsen af vores formåen. Jo mere sved på panden, jo bedre. Jo mere hjertet er ved at sprænge brystkassen af anstrengelse, jo bedre. Men en del af belønningen er den ene udsigt efter den anden. Udsigter som vores lille nuttede land aldrig kommer i nærheden af at kunne give os. Jeg kan blive fuldstændig overvældet af al den kønhed. Mens jeg i min dagligdag sprinter rundt på cykel for at nå fra det ene møde til det andet, skriver rapporter, ansøgninger, artikler med tungen hængende ud af munden – og råber på underholdning i de frie timer. Ja så kan jeg i bjergene få timer til at passere med at glo på skyers bevægelser, sneen på bjergtoppene, solens vandring over himlen og små stædige blomster, der skyder op mellem klipperne.

Så here comes…… Mine ydmyge skud af fabelagtige udsigter, som ikke kommer til deres ret. Men som måske kan give et lille bitte indtryk. Og som måske kan friste andre til at stikke af ud i vildmarken og sjælefreden.

Mont Blanc massivet set fra Chamonix

Søen i Champex, hvor vores trætte, ømme fødder fik en velfortjent kølig afvaskning. Det var tæt på nuttet at indtage aftensmaden ved søbredden.

Ikke et skidt sted t tilbringe en nat, vel?

Skumringstime på terrassen.

Et hvil med udsigt.

Moiry-gletcheren set fra hytten. Eller det der er tilbage af den. Gletcherne er på hastigt tilbagetog i Alperne, og det er meget synligt.

Lille by på kanten

På vej op ad Matterhorn. Det er sgu da et imponerende bjerg, ikke?

For de interesserede anes starten på normalruten mod toppen. Den er desværre boltet hele vejen.

Hoernli hytten på Matterhorn, som er starten for topforsøg på normalruten. Og så er det vist nok med det bjerg.

Et kig mod Monte Rosa massivet fra Matterhorn.

Og således beriget med et lille bitte uddrag af alpe-kønhed, kan man jo roligt hilse en helt almindelig torsdag velkommen. Og forstå lidt af, hvorfor en amerikansk kvinde gider knokle sig langsomt afsted i 10-11 timer dag efter dag.

by - 8 kommentarer

Hvorfor løbe, når man kan……..?

Jeg er i den grad beamet tilbage til basen. Arbejdsbasen, that is. Og pludselig er det blevet en smule fjernt at lancere korte indlæg om to uger i Alperne. For slet ikke at tale om tid til at organisere billeder. Alle dem, der tror, offentligt arbejde er en loppetjans, tier stille eller får en lammer.

Men jeg kan ikke udsætte det uendeligt. Jesper har allerede produceret to afsnit fra turen, så dem er der ingen grund til at gentage. Af en eller anden grund kan jeg ikke linke det enkelte indlæg – eller kommentere, så I må tage hele hans blog med.

Og derfor bliver temaet for dette første indlæg lidt om rutens beskaffenhed. Med andre ord – her kommer lidt billeddokumentation af baggrunden for, at vi faktisk løb temmelig lidt. Det var der nemlig rigtig gode grunde til. Til gengæld gik vi pænt stærkt.

Står og kigger lidt drømmende mod Mont Blanc massivet fra Francoise’s hyggelige chalet i Chamonix. Altså inden vi startede. Francoise reddede vores røv den allerførste dag, da det hostel, vi havde booket hjemmefra, viste sig at være forladt, uden elektricitet og langt fra byen. So much for planning. Francoise var med i bussen fra Geneve og tilbød os en seng i sit chalet. Og viste sig at være en ret spændende kvinde, som jeg håber at se igen. Nu har vi i hvert fald altid overnatningsmulighed i Chamonix.

På vores anden dag misforstod vi helt dette og opfattede det som stejlt og løbeuegnet. Vi skulle blive meget klogere. Men noget skrammel at gå i var det.

Farvel Frankrig – og ned ad bakken ind i Schweitz.

Løbe her? Not.

På vej mod vores første af mange seriøse pas undervejs.

Heller ikke den anden side af passet gav lyst til at løbe.

En af ganske få lejligheder med en tynd softshell på. Vi bevægede os jo rundt i korte ben og ærmer med fuld sol på programmet stort set alle dage.

Løb? Nej vel?

Vi krydsede en del mindre vandløb. Her gælder det om ikke at være for langsom, men løb kan det næppe kaldes.

Ind imellem kunne det nærme sig mere klatring end løb eller hiking.

Og nu strejker WordPress, så det var hvad det kunne blive til på sådan en tirsdag. Næste afsnit bliver noget om betagende udsigter. Når WordPress vil igen.