Vågnede fælt tidligt i morges efter en sen fødselsdag hos min søster. Men himlen var uden skyer, og jeg havde en morgenaftale med Sirus i løbesko. Så ved halv ni tiden tøffede jeg afsted mod Bryggebroen. Det var isnende koldt, og himlen lysende blå. Solen stod lavt og blændede mig, indtil jeg drejede ind på stien langs vandet mod Islands Brygge. Det var den herligste morgen. Sådan en morgen, hvor løbere og hundeluftere på stien hilste hjerteligt.

Vejen til Bryggen på Amagersiden er ret skøn. Der går en sti langs vandet, og denne morgen var vandet helt blikstille. Alt spejlede sig. Til den anden side er der kolonihaver med sjove huse, hvor mænd går og nørkler med både og biler. Kontrasten til Islands Brygge er voldsom.

Vi mødtes på broen, og det viste sig, at Sirus havde planlagt en rute gennem det vågnende København. Og hvilken tur. Folk var endnu ikke på gaden, og solen skinnede bramfrit på hele turen. Jeg skule virkelig have taget det lille kamera med, men nu må I nøjes med de indre billeder. Turen blev ren sightseeing gennem det smukkeste København. Og vi knævrede løs hele vejen. Det er altså så hyggeligt at have nogen at løbe med igen.

Vi løb over Bryggebroen og løb gennem centrum, forbi Nørreport og Statens Museum for Kunst. Videre langs Sortedamssøen og op gennem Fælledparken. Så fortsatte vi gennem Østerbro til Kalkbrænderihavnsgade og langs vandet til Langelinje og Kastellet. Vi sludrede lidt om Operaen, og så var jeg nødt til at standse ved Skuespilhuset og se lidt nærmere på det (sightseeing, var det jo). Så rundede vi Nyhavn og mit yndlingsstræk på den gamle maratonrute. Vi krydsede vandet til Christianshavn, hvor en gammel kæreste sikkert stadig bor. Havde et hyggeligt gensyn med Christiania, og så var vi tilbage på Amager og satte et kryds ved Bryggebroen. Og så driblede jeg det sidste stykke hjem. Og havde pludselig løbet noget, der ligner 28 km.

Det går jo sådan set ikke helt skidt med den træning. Selvom tempo var noget, jeg havde engang.

Jesper er taget til Spanien for at øve sig i at løbe med stave i bjergene, og jeg havde lovet at være stand-in for ham for en lille træningsgruppe udenfor Rigshospitalet. At cykle gennem stormfulde kastevinde, for slet ikke at tale om at gøre det samme i koldt og klamt løbetøj den anden vej, tiltrak mig ikke det mindste. Så derfor løb jeg de knapt 8 kilometer gennem byen.

Jeg startede i strid modvind gennem Sydhavnen og Kongens Enghave, mens alle andre var på vej hjem fra job i bil. På Vesterbro var sutterne vågnet og på vej fra kiosken med bajere. Og humøret var skidt, var det. De tre, jeg mødte, vrængede surt efter min kække hestehale i løbesko. Nej nej, jeg stødte ikke ind i dem eller noget. Jeg var bare irriterende. Vesterbro krævede opgradering i dribleteknikken og gang i slalomstøvlletterne, for det var ikke bare dem i biler, der var på farten. Det var cyklerne og de travle på indkøb. Og mødrene. Som har absolut og indiskutabel forkørselsret på fortovene.

Men jeg driblede mig igennem og krydsede ind på Frederiksberg, hvor koncentrationen af pelse på fortovet steg markant. Både dem med fire ben og dem med to. Men der var lige så markant færre af dem løs på fortovene. Så Frederiksberg blev krydset uden episoder, og jeg forcerede Åboulevarden og grænsen til Nørrebro, hvor H.C.Ørstedsvej blev til Griffenfeldtsgade, hvor folk var på gaden. Men ikke i bevægelse. Her var ingen på vej nogen steder hen, men stod og sludrede udenfor grøntsagsbutikkerne og cykelsmeden, mens dagen lagde an til at slutte.

Wham! Så var jeg på Nørrebrogade. Og her var myldrende fuldt af folk, der var på vej den ene vej og den anden vej med favnen læsset med indkøbsposer. Jeg slap over og zigzaggede videre ad Elmegade og alle cafeerne og den pæne del af Nørrebro. Så var det bare det sidste stykke Nørre Allé, ind gennem Idrætsinstituttet, og så var jeg der.

Jeg løb en tur rundt om Fælledparken med Jespers lille gruppe og nød, at vi for første gang længe kunne løbe på stierne i parken.

Og så løb jeg hele vejen tilbage gennem min mørke by, som efterhånden var næsten tømt for løsgående mennesker. Enkelte stod stadig og snakkede i mørket i Griffenfeldtsgade, men biler var der ikke mange af, før jeg krydsede Åboulevarden, og Griffenfeldtsgade blev til H.C.Ørstedsvej og hood’et til Frederiksberg.

På Vesterbro var sutterne faldet til ro og humørbarometeret var mærkbart højere. Fik endda et skævt smil med på vejen. Kongens Enghave var mørk og menneskeforladt, og vinden legede kispus med mig. Og så var jeg hjemme med en lidt barnlig glæde over at have krydset min by. Det er stadig så nyt og fint, den der fornemmelse af, at – iiiihhhh, det er jo mig, der løber her, fordi jeg bor her. Barnligt. Men jeg er vild med det. Tænk hvor meget man kan opleve på en tur frem og tilbage gennem København?

Jeg er slet ikke utilfreds med mit nye løbe-hood. Og jeg fik lyst til at dele det lidt i dag, da Jesper hentede mig til en hyggelig søndagstur i solskin.

I går løb jeg samme tur ud langs Kalvebodsløbet sammen med May-Britt, og vi lod os kyse af noget hegn, der hvor de arbejder med at forhøje digerne rundt om Amager (beware of global heating) – og vendte næsen hjem. Men Jesper er mand for at se stort på den slags, så han førte mig kækt videre på en tur, som var overraskende smuk i vintersollyset. Jo mere jeg ser af Amager, desto gladere bliver jeg. Og jeg er barnligt henrykt over manglen på bakker. Der er enorme områder at drible rundt i løbeskoene. Og de bliver brugt, de områder. Folk cykler, løber, spadserer, løber på rulleski rundt på stierne. Man kan kun blive glad af at have et så levende land omkring sig.

Det var med stor ulyst, jeg snørede løbeskoene og trak jakken på. Let gysende så jeg ud af vinduet. Ud på det begsorte mørke. Og så ringede telefonen heldigvis. Så kunne jeg sidde der og godte mig en halv time, mens jeg snakkede løs med yngstedatteren. Selv om vi ses i morgen.

Men det holder ikke i byretten at droppe det der træning, vel? Det er okay at drosle en anelse, mens man er midt flyttekaos. Men jeg kan ikke drosle længere ned. Og stadig kalde det træning. Og jeg har jo blæst et løfte om ikke at skælde ud på vejret ud over hele sendefladen. Så på med pandelampen og af sted med mig. Alt imens jeg psykede mig selv om, hvor godt det var at komme ud og førte en interessant indre dialog.

Du skal af sted, rungede det inde i mit let modvillige hoved. Det er SÅ fedt, når du kommer hjem igen. Mon cykelstien tl Hørsholm er isfri? Mon det blæser? Gu’ ved om mine sko egentlig ikke snart trænger til et skift? Hvor længe er det egentlig, jeg har løbet i dem nu? Og må man lige minde om, at Australien er i gang med at drukne og blive ædt af hajer på hovedgaden? Og at Haiti i dag mindes de tusindvis af mennesker, der omkom for et år siden? Så luk bærret, Høstrup, over en smule is.

Og det var godt. Eller okay i hvert fald. Jeg tænker så godt på de der mørke løbeture. Det gør jeg også på de lyse, men dem er der ikke så mange af for tiden. Aj, jeg tænker sgu da bedst på de lyse, når jeg ikke skal drible mellem spejlglatte isfælder på cykelstien. Men næh nej, jeg skælder ikke ud. Og det er alligevel sådan lidt særligt at løbe ud i mørket med pandelygten.

Og det bedste? Det er at komme hjem i min varme stue. Midt mellem tårne af hvide Adam-flyttekasser. Og drikke et glas varmt glühwein i sofaen. Mens jeg lytter til Jens Tranum Christensen, som blev min store inspiration for et år siden, da han blev i Haiti efter fem døgns begravelse under FN’s hovedkvarter. Og jeg rejste til Nepal. Han er stadig stærk at lytte til.