by - 4 kommentarer

Fra snehelvede til pakke-helvede

Endelig steg temperaturen, og snehaderen fik det straks bedre. Jeg nød den liflige lyd ad smeltende smeltende vand hele dagen. Og sendte taknemmelige tanker ud i æteren. Af hjertet tak, derude, for noget tø-vejr. Måske ender det alligevel med, at flyttebilen kan liste sig ind i nærheden af min dør?

I stedet for snehelvedet er jeg nu landet i det store pakkehelvede. Men det er et overskueligt helvede, som jeg bare kan se på med mild overbærenhed. Om en uge og lidt, skal de der kasser bare pakkes ud igen. Og det giver slet ikke uro indeni, som når de står der og er gabende tomme. Og jeg bare ved, at næste mandag klokken otte nul dut skal det hele være klappet og klart.

Men fra svag følelse af begyndende panik, sidder jeg nu her og er totalt overskudsagtig. Halvdelen af kasserne er pakket. Her mere end en uge før The Final Count Down. Uhørt tjekket, faktisk. Så tjekket at jeg kan sidde klinet til skærmen og gense Great Rift Valley i Østafrika på DR2. Og savne Afrika lidt. Eller faktisk rykker det pludselig lidt hårdt i mig. Gensynet med bjerggorillaerne i Virungu-massiverne på grænsen til Congo. Chimpanserne i Uganda. De store dyreflokke på Serengeti. Der er så meget fantastisk natur i Østafrika. Og jeg har jo heller ikke oplevet hverken Lake Malawi eller Victoria Falls. Suk. Hvor er der meget, jeg gerne vil.

I stedet nød jeg en løbetur helt uden sne i min egen lille verden. Vel var det vådt, og vel var det tåget. Men der var ingen sne og ingen frost i luften. Hvor var det fantastisk at komme af sted i mine almindelige løbesko, som har været parkeret til fordel for trailskoene. En time ud af cykelstien mod Hørsholm. Skoven droppede jeg, for der var med garanti meget vådt. Men til gengæld hverken flodheste eller sultne løver.

Jeg pakker videre.

by - 0 comments

Voksne børn og kludetæpper

Sidst på eftermiddagen i går trådte jeg ind i en blomsterforretning på Frederiksberg og granskede buketterne med roser. – Jeg har fået dem allesammen i dag, sagde blomstermanden med en umiskendelig accent af noget mellemøstligt. – Jeg skal have den fineste, sagde jeg, for lige nu er min svigerdatter til eksamen og forsvarer sit speciale. – Hvor er du en sød svigermor, sagde han. Og jeg grinede, mens vi causerede lidt over de der svigermor-billeder med spruttende drager, som klamrer sig til deres forvoksede drengebørn.

Det er ingen kunst at være en sød svigermor, når jeg har den fineste svigerdatter. Når jeg ser, hvordan hun får min søn til at stråle. Når jeg mærker, hvordan hun gør min familie rigere. Når jeg bliver glad. Bare fordi hun er der.

Og når der ikke er nogen grund til at klamre mig til søn. Fordi han ikke er et forvokset drengebarn men til blev en mand, der kan selv. Og fordi han ikke har noget behov for at hænge i mine arme.

Mit familiekludetæppe vokser hele tiden. Mine små rollinger er er blevet store. Med uddannelser og jobbeskrivelser og egen dørmåtte og fælles avis. Med lige præcis de kærester, som passer til dem. Og mine store rollinger får små rollinger. Som får mig til at klukke over ligheder med forældrene. Og sådan ruller hjulet videre i det store univers.

Mens jeg kan sidde her og varme mig i kludetæppet. Jeg ser lidt forundret på de voksne mænd og kvinder, som mine rollinger er blevet til. Lige pludselig, på en måde. Og jeg undrer mig over, at eksperter bliver ved med at udtale, at familien har mistet sin betydning. Min har ikke.

Og svigerdatteren? Hun fik da 12, sådan som jeg vidste at hun ville.

by - 3 kommentarer

Genopstået

Jeg lever. Influenzaen er død. Og egentlig burde jeg være i topform til at spy lidt galde ud på bloggen igen. Og jeg ville have grund til det.

Jeg blev nemlig brændt af i eftermiddag. Af min flyttemand og 60 flyttekasser. Efter at have ventet hjemme siden klokken 12.

Men jeg må være blevet oversvømmet af moderlig mildhed. Eller varm overbærenhed. Eller måske ligefrem overskud? For i stedet for at hvæse og råbe i telefonen, da flyttemand Henning tilstod skuddermudder i planlægningen omkring klokken 16, slog jeg en perlende latter op. Og sagde let triumferende, at nu havde jeg så noget på ham. Med latter i stemmen. No kidding! Og jeg var endda taget fra arbejde allerede før klokken 11 for at være hjemme inden 12. Og hvordan skal jeg nu egentlig nå det der pakkeri?

Men ikke antydning af panik i mit indre system. Næ nej, jeg tog bare løbetøjet på, og løb en lille time rundt på skøjteglatte cykelstier i Birkerød.

Og tog fat på grovsorteringen i noget af gods, jeg har flyttet rundt med. Smed omkring 50 kg antropologiske artikler ud – med lidt blødende hjerte, og beholdt kun en lille bunke. Nej det passer ikke. Jeg beholdt en stor bunke. Fordi jeg stadig tror på, at jeg vil læse dem igen. Eller får brug for dem, når jeg skal til at skrive artikler om bistandsarbejde. Og om sundhed.

Jeg smed flere ringbind ud med gammelt materiale om noget for længst overstået forskningsarbejde. Og bunker af materiale om kræftrehabilitering (det mest spændende ligger på nettet). Og jeg lukkede øjnene og kastede en ordentlig bunke kontorhalløj ud, som jeg ikke har sat hånd på i flere år.

Og så nåede jeg til tre gamle kassetter med lysbilleder. Nysgerrigt lukkede jeg dem op. Kunne kun huske nogen lysbilleder taget i USA for mange år siden, da jeg var på studieophold i Seattle og Boston. Og pludselig drev det hele af nostalgi og gamle – rigtig gamle minder. Ved I hvad det var? Gamle præsentationer fra længe før Powerpoint. Der var billeder af kræftsyge børn fra dengang, jeg holdt foredrag om den slags. Der var lysbilleder med tekst. Tænk, jeg havde virkelig sådan en stor kassette med, når jeg tog ud. Og nu har jeg bare et usb. Aaj, jeg nænner næsten ikke at kyle dem ud. Det er jo historie.

by - 5 kommentarer

Lidt om projektarbejde

Ved I, hvad der vejer to tons? Hvad der langsomt hæver skuldrene 1½ meter?

Her sidder jeg. 1½ ton lettere end i morges. Skuldrene er suset ned i skulderhøjde, og maven er i ro. Hovedet boblende let, og min influenza er næsten kureret. 2011 er sgu alligevel startet meget godt. Jeg har sendt mit projekt i høring, har jeg. Med inspiration fra en integrationsminister er høringsfristen to dage. Altså to hele dage. Og så afleverer vi. Og det sidste halve ton letter.

Så har jeg selvfølgelig stadig det andet projekt. Og de andre sager. Og en flytning. Med 60 kasser, der skal pakkes. Og pakkes ud. Og det skal der nok komme lidt klynk over på bloggen. Men det er vand ved siden af det projekt, der skydes af sted på torsdag. Som er af typen “if it doesn’t kill you, it will make you stronger”.

Og jeg sidder jo her. Og tager imod 60 flyttekasser i morgen.

by - 1 kommentar

Det der nytår

Efter en nytårsaften, hvor jeg måtte inkassere betegnelser som svag-drikker, hængemule og lignende, er jeg langsomt ved at overleve.
Overlevelse er som sådan ret kedeligt, og derfor har jeg ikke meget at fortælle. Mest om hvad der ikke er foregået. Ingen spændende løbeture. Ingen træning. Ingen frisk luft.

Men – hey – jeg havde da en superhyggelig nytårsaften. Jeg blev hentet på matriklen af vennerne og bragt til døren. Hummerne smagte perfekt. Jeg fik både lidt (meget lidt) boblevand og rødvin. Jeg holdt mig vågen til midnat og fik nytårsknus. Fik en seng for natten. Og sov de uskyldiges søvn.

Næste morgen vågnede jeg fælt tidligt i et fuldstændig nytårsstille hus. Andre havde nemlig kompenseret for mit manglende indtag af de festlige drikke. Efter at have vredet mig i sengen en times tid, listede jeg op og listede hjem gennem en skov glaseret med is. Seks-syv kilometers Bambi-på-glatis i den tidlige morgenstund.

Og her har jeg siddet siden. Og overlevet.

I morgen kaster jeg mig ud i det der liv igen.

by - 6 kommentarer

Godt nytår derude

Hav et forrygende godt nytår derude. Jeg sidder her under dynen med 1 kg jomfruhummer (hummerne på terrassen, altså). Og det er der jo ikke meget grin ved.

Men thanks to Mr. Paracetamol tager jeg mine jomfuhummer under armen og stiger på bussen til Holte og holder noget nytår. Alligevel. Det er simpelthen for tudefjæs-agtigt at melde afbud. Det er for længe siden, jeg har set mine venner i Holte. Og hvad skal man i øvrigt stille op med et helt kilo jomfruhummer? Jeg spørger bare. Jeg bliver nok ikke aftenens festligste indslag. Og jeg tager nok tidligt hjem igen med den der bus. Men jeg kommer.

Og hvad er det med den der nytårsaften? Opreklameret? Overdimensioneret? Men altid fuld af overraskelser. De sjoveste har været de uventede. De uforudsigelige. De anderledes. Som en nytårsaften i 4000 meters højde i Andesbjergene, hvor champagnen nærmest skød sig selv ud af flasken. Der blev ikke meget tilbage at drikke, og det var sikkert godt det samme. Men det var stort at sidde der og glo ud på stjernerne og være lidt ør i hovedet sammen med mine makkere.

Eller som en nytårsaften i det nordlige Argentina sammen med min søn, hvor ingen planer gik som ventet. Vi fandt en fest i Salta. Sammen med 150 andre. Og havde et helt uventet brag af en fest, hvor vi dansede og drak til den lyse morgen. Og vaklede fjollede hjem til vores hostel, mens solen begyndte at vågne.

Eller de stille og hyggelige aftener sammen med venner, som jeg ser for sjældent. Det skal sådan et influenzadyr ikke stille sig helt hinderende for. Så med to paracetamol, et brusebad, lidt festligt tøj og et zip boblevand til dronningen, mon så ikke det går? Et par timer?

Fantastisk godt nytår og kram og tak for det gamle.

by - 3 kommentarer

Sådan en dag i sofaen…..

Så sidder man her. Med feber i kroppen og ømme led. Med aflyste løbeture i nakken, og flere mulige aflysninger der tårner sig op over mit skuffede åsyn. I morgen skulle have været socialmaraton sammen med May-Britt, Tracy og Henriette og mange andre. Men ikke med feber. Hvor dumt at sidde her på årets næstsidste dag på den måde. Så kan man vel lige så godt kigge lidt på det der 2010. For ikke at drukne i selvmedlidenhed.

Nåmn, hvordan var det så, det år? Bundlinjen må være på positivsiden med store højdepunkter og enkelte dyk.
Jeg husker den første halvdel som snottet og hostende. Mere eller mindre uafladeligt. Og en masse is og sne (look-alike now?). Men også en masse træning. Et par okay løb, og et skidt Copenhagen Maraton. Ingen højdepunkter rigtigt der. En alvorlig nedtur, da min mor var syg.

Men anden halvdel…..

Så fløj jeg til Nepal. Landede i Kathmandu og fløj videre til Humla i det nordvestlige hjørne, hvor jeg blev i næsten to måneder. Hvor min søn sammen med Rasmus’ satellittelefon og Michael’s solcelleoplader sørgede for friske og næsten daglige rejsebreve på bloggen.

Påvej fra Simikot til Kermi


Hvor jeg levede lokalt og assisterede i sundhedsklinikkerne i to landsbyer, mens jeg lærte en masse om at leve i et fattigt land uden infrastruktur.

Mingyus køkken i Kermi


Hus i Kermi


Børn til behandling i klinikken i Kermi


Og fik helt nye venner.

At komme hjem til mine unger og min mor var et helt særligt højdepunkt – sikke en velkomstkomité.

Tre uger senere fløj jeg til England med Jesper for at kaste mig ud i noget løbeprojekt, jeg egentlig ikke havde set komme. Men wow, for en fed tur. 195 km over fire dage ad The Cleveland Way i Nordengland. Altså det var en eye-opener. Fedt at bruge løb på den måde. Og det gør vi så igen til sommer i Alperne.

Nå ja, og det endelige højdepunkt, som først kulminerer rigtigt om tre uger – at jeg har fundet en permanent bolig.

Men jeg kan jo godt lide at skue fremad. Hvad er der i vente i 2011?

Jeg starter året med at fylde i flyttekasser, og også flyttemænd er kommet bagud i snehelvedet. Så mine kasser kommer først 4. januar (gispe-ikon!). Det giver nøjagtigt 13 dage til at fylde mit liv i kasser. Minus en konferenceweekend. Men på en eller anden måde når man det altid. Tror jeg…..

Min store sammenbragte familie varsler baby-boom. Klanen bliver udvidet med hele tre nye verdensborgere. Og min Sofie lægger for allerede i marts. Og er jeg glad for at komme tæt på Frederiksberg?

I august tager Jesper og jeg til Chamonix i Frankrig og løber herfra ad Haute Route til Zermatt i Schweiz. Så jeg må nok til de lidt længere træningsture. Og få hul på det der maraton igen. Eller løbe fra arbejde en gang imellem. Løb i bjerge kræver noget særligt, og jeg vil nok komme til at savne mit gamle træningsområde i Marselisborg Skov. Der er en velsignelse af skrænter, trapper og strand, som er super bjergtræning. Måske må jeg nøjes med trapperne på Rigshospitalet.

Måske bliver det et år, hvor min løbetræning vil komme til at ændre karakter. Jeg hænger lidt fast i engang at have været hurtig, men jeg tror, det projekt er opgivet, og at jeg hellere vil træne for at kunne lave sådan nogle lange løb over flere dage. Og måske bare kaste al konkurrence ud. Eller. Næsten. Heldigvis er jeg jo bare sådan en, som elsker at løbe og cykle og ro. Og – nå ja – det bliver jo også året, hvor jeg må anskaffe mig en havkajak. Og i det hele taget gøre noget mere på vand. I Århus roede jeg inrigger, og det kunne jeg godt være fristet til igen, når jeg kommer så tæt på vandet og roklubberne.

Bjerge? Nepal? Jeg skal tilbage til Humla. Jeg har lovet, at jeg vil komme og lave et undervisningsprogram for landsbykvinderne. Min plan er at tage rundt til de større landsbyer og undervise kvinderne, der hvor de bor. Så kan der bedre tages højde for deres lokale vilkår, hvad angår vand, sanitet, færdsel osv. Om det bliver 2011 ved jeg ikke. Tror ikke, jeg har mange penge at rutte med lige dét år.

Og bjerge? Jeg tror jeg må finde mig et lille bjerg eller to i 2011. Jeg trekkede selvfølgelig i Nepal, men var slet ikke ude i at klatre. Alperne har jeg forsømt meget længe, så måske to ture Alperne i sommer?

by - 4 kommentarer

Så mild og god

I dag er jeg atter mild og medgørlig. Hvor er det godt at have en blog at hade lidt i. Bare en gang imellem. Og hvor man kan få nogle venlige, velmente spark i røven.

Den ganske dag har jeg været flittig og skrevet og skrevet og skrevet. Inde i min varme stue. Med te på kanden.

Indtil jeg gik hele vejen til Birkerød City for at hente en forsinket julegave på postkontoret og for at proviantere til de næste dage. I Brugsen mødte jeg så alle dem, der ikke har en blog. Hvor de kan hade lidt helt gratis. For hold da helt op, hvor hr og fru Suresen var kommet til byen i hobetal.

Mens jeg bare kunne smile sødt overbærende til dem med mit genvundne sne-overskud og træde til side, når jeg var i vejen. Og det var jeg. I vejen.

Så belæsset med mælk og rugbrød og et par flasker af Irmas færdigblandede gløgg, kæmpede jeg mig hele vejen hjem til landzonen igen.

by - 7 kommentarer

Watch out – her hades!

Tror nok lige, det er blevet tid til at hade lidt på vejret igen her på bloggen. Jeg er faldet i et vejrhul. Beklager, men dette er min ventil. Det er her, der bliver hadet igennem, så almindelige mennesker kan færdes fredeligt i mit nabolag. Så bær over med lidt had, eller surf videre til en af dem, som bare synes, det er smukt. Det der vejr.

Jeg S A V N E R min cykel.
Jeg H A D E R at løbe i snedriver.

Det eneste opløftende ved at løbe for tiden er, at jeg uden øvrige undskyldninger kan varme et glas glühwein i mikroovnen. Bare så jeg kan få varme i kroppen igen (må jeg anbefale Irma’s færdigblandede gløgg, som blev fundet for lidt sød i en eller anden test). Ellers er der ikke meget godt at sige om det, vejret. Og den eneste grund til, at jeg ikke parkerer løbeskoene for vinteren, er at jeg har løbet i så mange år. Og derfor ved, hvordan foråret så vil blive. Og fordi sådan en smule møgvinter alligevel ikke skal få mig helt ned med nakken.

Men immigration ligger lige for. Til f.eks. et land med solskin. Hvis altså ikke det var fordi, jeg netop havde modtaget min allerførste huslejeopkrævning til mit hjem in spe i Sydhavnen. Og byzone.

Jeg klør over hele kroppen efter min løbetur, fordi frosten gør mærkelige ting ved mig. Mine lår og kinder er ildrøde. Lungerne vrider og vånder sig, og jeg hoster som en minearbejder efter en frost-løbetur. Huden på mine kinder bliver helt glat og sær. På positivlisten lugter tøjet meget lidt af sved. Fordi ingen sved overlever længe nok til at bevæge sig fra kroppen ud i tekstilerne.

Men jeg er slet ikke færdig med at hade på vejret endnu. For endnu lever jeg i landzonen udenfor Birkerød, hvor busserne kommer, når de har lyst. Og det har de ikke ret tit, når det vælter rundt med sne. Og så må én gå 4-5 km for at komme på posthuset. Eller for at nå noget s-tog. En tur til København bliver en dagsrejse, gør det.

Jeg savner at sætte mig på cyklen og suse af sted. Plejer at cykle mindst 200 km hver eneste uge. Og nu krabler jeg gennem snedriverne og kører i s-tog.

Og så kan man sidde her i landzonen og hade. Nå ja, man kan selvfølgelig også få arbejdet sit projekt færdigt. Og man kan vælte sig i sofaen og læse krimi. Man kan se film på tv og glæde sig til bedre tider. Og prøve af al magt at lade være med at have lyst til at løbe stærkt eller suse på cyklen ud af landevejen. Mens man drikker glühwein.

by - 0 comments

Julehøjder

  • Fem timers togtur med en mekanisk legetøjskat i en plastikpose. Med bevægelsescensor. Som lå på hattehylden og mjavede. Hver gang nogen gik forbi eller toget duvede. Og det gjorde det hele tiden. Åh mand, hvor vi kom i kontakt med folk.
  • The wonder boys of my family. De trådte i karakter i køkkenet. Smed os andre ud og lavede en fantastisk and. Med tyk sovs.
  • Min søns humor – da han sammen med min datter gav mig et brætspil: K2. Om at bestige K2 i Pakistan. To sværhedsgrader. Lavet af en polsk bjergbestiger. Almost for real?
  • At give min søn Derbyspillet, som han havde ønsket sig til jul. Det er udgået af produktion og kunne kun fås brugt. Jeg gik på jagt på nettet. Fandt først en, som ville sælge det alt for dyrt. Fandt en anden, men måtte melde mig ind i en brætspilsklub for at komme i kontakt med ham. Efter megen mailen frem og tilbage fandt han en kollega i Birkerød, som bragte spillet til byen, hvor jeg så kunne hente det. Og de spillede, mine unger, til klokken tre i nat.
  • To små tøsepiger, som bare rånød den ganske juleaftensdag. Fra morgen til aften.
  • Mine morgenture i løbesko gennem det dybfrosne landskab. Langs en tilfrosset Gudenå ad Pramdragerstien og en knasende Fladbro Skov. Med en luft der næsten gjorde ondt at indånde og med frostmærkede kinder.
  • At taxa eksisterer i Birkerød lørdag aften
  • Min datters smukke mave
  • At Alma på 4 havde produceret en stor æske fyldt med julepynt til oldemorfar, så de kunne pynte juletræet sammen. Og det gjorde de.
  • At jeg er tilbage i min store flydesofa og flader ud med himmelsk the på min nye tekande. Den gamle led en kedelig død, da jeg tabte teglasset ned over den. Teglasset var kram, men kanden brak.Og nu har jeg fået en ny. Af min mor og far. Og lover at lade være med at smide med noget igen.