Nå, man skal jo ikke græde over spildte kroner. Det er jo for pokker bare penge. Og her tager jeg hul på blogindlæg nr. 300 på den her blog. Det er da noget. Og hvad gør 300 blogindlæg?

De giver mig et virtuelt åndehul. Et åndehul jeg kan bruge til at trevle lidt skæve hjernevindinger ud. Jeg kan causere lidt over dagligdagen og brede mine fysiske udfoldelser ud til åben beskuelse. De gør mig mere skarp på verden omkring mig. Mere åben og opmærksom. Jeg har altid skrevet, og jeg har blogget før. Men jeg har fået et særligt herligt forhold til den her blog.

Tidligere har jeg blogget, når jeg rejste. Og det blev langt fra dagligt. Det blev mere uddrag af mine rejsedagbøger. Fordi jeg næsten aldrig havde en computer med netforbindelse indenfor rækkevidde. Men jeg har en skuffe fuld af bøger, der er fyldt med oplevelser og tankespind fra hele verden. Kolde nætter i høje bjerge, betagende solopgange over snedækkede skråninger, legende delfiner på åbent vand, og nepalesiske bjergbønder. Når jeg rejser alene, er det dejligt at have en fornemmelse af at dele noget med nogen. Jo, jeg møder altid mennesker på min vej, men jeg kan godt lide fornemmelsen af at trække bånd hjemover. Og bilder mig ind, at dem derhjemme er helt syge for at høre, hvad jeg oplever. Da jeg arbejdede i Nepal sidste sommer, blev denne blog også brugt til at spamme de hjemlige himmelstrøg, takket være en lånt satellittelefon, solceller og en søn, der blev blogbestyrer.

Da jeg blev syg for fire år siden, lavede jeg den første rigtige blog. Den var ret privat. Beregnet for familie og venner. Den blog blev en slags livline. Og ventil. Jeg havde brug for ikke at have sygdom i fokus hele tiden. Og jeg havde brug for, at bruge vennerne og familien til at bringe alt muligt andet ind i min hverdag. Et strejf af normalitet. Derfor bloggen. Der kunne jeg skrive løs om behandling, smerter, hospital, træthed og alt det, folk gerne måtte vide, men som jeg ikke gad snakke om hele tiden. Og det behøvede vi så heller ikke. Den blog betød også, at jeg fik skrevet rigtig meget ned. Jeg har hele mit forløb nedfældet, med alle de detaljer, som ellers er gået i glemmebogen.

Den her blog har betydet noget helt andet. Den blev født et halvt års tid, efter jeg havde forladt Århus, og for første gang åbnede jeg mine skriverier for den ganske omverden. Det virkede lidt grænseoverskridende, at nogen læste med. Nogen, som jeg ikke anede hvem var. Langsomt gav nogen sig til kende. Og langsomt blev nogen til virkelige mennesker. Nogen kunne jeg mødes med ude i luften. Andre blev en slags blog-relationer. Vi følger med hos hinanden. Sammen med Facebook voksede der virkelige venner ud. Af kød og blod, sådan. Og jeg var ikke længere alene i hovedstaden. Jeg har fået nye løbemakkere, og jeg har fundet mennesker at dele min bogglæde (/-fetichisme) med. Og jer derovre i Jylland, og New Zealand, – er det jo meget nemmere at holde en tråd til.

Så tillykke til bloggen, at den har levet i 300 indlæg. Må den få et langt og meningsfuldt liv. Og tak til alle jer, der følger med og blander jer lystigt. Bliv ved.

I dag er jeg atter mild og medgørlig. Hvor er det godt at have en blog at hade lidt i. Bare en gang imellem. Og hvor man kan få nogle venlige, velmente spark i røven.

Den ganske dag har jeg været flittig og skrevet og skrevet og skrevet. Inde i min varme stue. Med te på kanden.

Indtil jeg gik hele vejen til Birkerød City for at hente en forsinket julegave på postkontoret og for at proviantere til de næste dage. I Brugsen mødte jeg så alle dem, der ikke har en blog. Hvor de kan hade lidt helt gratis. For hold da helt op, hvor hr og fru Suresen var kommet til byen i hobetal.

Mens jeg bare kunne smile sødt overbærende til dem med mit genvundne sne-overskud og træde til side, når jeg var i vejen. Og det var jeg. I vejen.

Så belæsset med mælk og rugbrød og et par flasker af Irmas færdigblandede gløgg, kæmpede jeg mig hele vejen hjem til landzonen igen.

Julefridagene ligger som store lokkende hold kæft bolcher derhenne i fremtiden og kalder. Lige der – henne om hjørnet. Hvis nogen skulle være i tvivl, har jeg vist fået banket lige rigeligt arbejde sammen, her hvor året rinder ud sammen med mine deadlines. Bør man blive bekymret, når chefen begynder at optræde i mine drømme? Når jeg vågner klokken lort om natten og ser mig forvirret omkring efter computeren? Eller når jeg kravler sådan lidt undskyldende under dynen søndag aften – fordi jeg har holdt fri? Er det tid til forandringer, når jeg triller rundt om dynen et par timer, før noget søvn overmander mig?

Nej vel? Det er ikke en del af opskriften på højnelse af livskvaliteten. Altså, jeg holder meget af mit arbejde. Er virkelig sådan nærmest dedikeret. Men jeg sætter også voldsomt pris på resten af mit liv. Altså børnene, familien, vennerne, løb, rejser, musik og alt det andet der. Men når arbejdet får imperialistiske tendenser og breder sig over hele sendefladen, må nogen træde i karakter. Én ting er, at det besætter mine vågne timer, men når nattetimerne og mine søde drømme erstattes af chefer og projektrapporter…….

Så må der ske noget.

Nå ja, projekterne skal selvfølgelig lige afleveres, men det der med nattetimerne, det skal være løgn. Fra NU af, skal der soves og drømmes om sol og bjerge og lækre mænd.

Man kunne godt forledes til at tro, at jeg er en vranten gammel havgasse, som sidder i min hule og bander over vejret og trafikken. Don’t be fooled – det er jeg også. Men jeg er fandme også sjov, når jeg husker det. Og glad, når jeg glemmer sneen. Og bilerne. Og jeg kan være både en virkelig god ven og en omsorgsfuld mor. Og en ret sød datter. Når jeg får sovet – og drømt.

Så – lige om lidt, når jeg har skrevet lidt på min rapport, og når jeg har stegt frikadeller til vores julefrokost i morgen, så kravler jeg under dynen og sover lige til klokken seks. Eller deromkring. Og så håber min indre havgasse, at s-togene og busserne optræder mere driftsikkert end i dag.

Jeg elsker faktisk julen. Jeg elsker, at man laver hyggelige ting sammen, at der bliver tændt lys i det buldermørke land. Jeg elsker at finde gaver til alle mine mennesker. Og jeg elsker, når de pakker op. Jeg elsker at være sammen med mine unger, og jeg har baskende sommerfugle i maven over at skulle være med til Ellas og Almas jul. DET bliver en fest. Det fylder mig med følelser af noget rigtigt, at alle mine unger og jeg flytter julen til Randers, så mine forældre ikke skal rejse til København. Mit hjerte slår jubelkolbøtter, når drengene i familien har besluttet at smide kvinderne ud af køkkenet juleaften, fordi de ikke gider have tynd sovs. Og det var en særlig herlig fornøjelse at hjælpe min mor med julegaver i sidste weekend

Men jeg får røde knopper af for mange plastiknisser. Jeg slukker for P3, når “Last Christmas” eller andre julerædsler strømmer ud. Jeg kan ikke lide gløgg eller optøede æbleskiver. Jeg bliver tung i kroppen af for meget mad og står lidt af på sylte og medister og sån. Og jeg står fuldstændig af på julehandel og fyldte supermarkeder. Så får jeg lyst til omgående at pakke hele familien sammen og flygte op i en fjern hytte i bjergene i Italien. Hvor der er helt stille. Og ingen nisser.

Internettet redder min jul. Hvor jeg tidligere væltede irriteret rundt blandt danskere med juleforhøjet blodtryk og nissehuer, sidder jeg nu i ro og mag ved min computer. Med en enkelt undtagelse er alle julegaver købt fra min computer. Det er da mageløst. Her sidder jeg med te på kanden og tændte stearinlys og finder på og udvælger omhyggeligt. Uden at bevæge mig ud i hadevejret. Uden nissehuer og julemusik. Jeg elsker det. Så er det nemlig mig, der bestemmer, er det. Og gaverne ankommer i en lind strøm med posten. Som høfligt ringer på og afleverer pakkerne med et smil. Frugt og grønt ankommer fuldstændig planmæssigt foran min dør hver fredag, og resten af den der julemad køber jeg på web-supermarkeder. Den bedste opfindelse siden købmanden droppede budet og longjohn-cyklen. Og nogen bringer det lige til døren. Det er da livskvalitet, så det basker.

Men er det bare mig? Eller er internettet og bloggene ikke ved at gå beserk i ‘give aways’ og lotterier og konkurrencer? Blogs jeg tidligere har læst med stor fornøjelse, fordi de var sjove eller kloge, blander pludselig reklamer for det ene og det andet ind. Firmaer donerer gaver til de populære bloggere, som så helt gratis leverer reklame for økologiske delikatesser, undertøj eller andre lækre damesager. Undskyld, må jeg kaste op i dit tastatur?

Hold nu op. Lad nu være med forstyrre min webbaserede julefred. Nu troede jeg lige…… Og vupti bliver det en god forretning, at jeg læser med. Det holder jeg så op med.

Jeg elsker jul. Men jeg synes ikke “Forretningen Jul” er specielt charmerende.

Nej nej nej da, mit liv er ikke åndssvagt. Overhovedet ikke. Mit liv er måske lidt anderledes end så mange andres, men det er mit. Og jeg går måske ikke altid den nemmeste omvej. Mit liv kan være besværligt, det er sjovt, det er spændende, og aldrig, aldrig kedeligt. Ja okay, måske er det ikke altid ophidsende at sidde og tæske i tastaturet. På tid. Og alligevel… Jo det er!

Men jeg kan ind imellem blive lidt ramt på en måde. Af sådan en lille bitte slags tvivl, fordi jeg har lavet nogle valg, som på nogle måder måske har været lidt uortodokse. Sådan set i forhold til den mest almindelige måde. Og de to blogindlæg om mit “åndssvage liv” er hverken forsvar, retfærdiggørelse eller piv. Det er bare en slags tankerækker, som blev sat i gang af en sætning. Og det er meget godt, tror jeg, at sende sådan nogen tankecirkler i omdrejninger ind imellem. Bare for lige at samle lidt sammen på det der liv. Selvom det ikke er nytårsaften eller noget. Det gør folk i forstæderne sikkert også. Jeg mener, – man kan vel også have brug for at reflektere en smule over, om livet nu virkelig er at sidde med ham der i sofaen, ik?

Og det der tvivl, det er ikke noget, der slår dybe rødder mig for alvor.

Jeg har jo valgt det her liv. Det er jo mit valg at være alene om Søndags-Politiken, og det er mit valg at møblere mig selv om fra Jylland. Og nu kan det godt komme til at lyde som om jeg lider af en politisk korrekt virus. Eller noget. Men ikke at have bil er også et valg. Jeg kan jo bare ikke sidde der og mene alt muligt skrapt om miljø og økologi. Og økonomi i de større linjer. Mens jeg suser af sted ud af motorvejen, vel? Og det er en fest, når det er varmt og sommer, og fuglene synger. Om vinteren tager det bare lang tid. Og er koldt. Og man kommer til at sende hadefulde vibes ud mod snebunkerne og vejrguderne. Men så kan man jo lytte til noget radio eller musik, mens man flytter sig. Og det er et spørgsmål om at indstille frekvensen, ikke bare i radioen, men også min indre frekvens. Eller man kan benytte det til et mentalt frikvarter. Og holde op med at betragte transporttid som spildtid.

Jeg kender mennesker rundt om i verden, der har større transportudfordringer, end jeg har. Tag nu bare på de folk, jeg levede med i Nepal, da jeg rejste derud i sommer? Tre dages spadseretur til det nærmeste hospital? Det sætter jo også dagligdagens små problemer med at slæbe mælk og vaskepulver hjem fra Brugsen i perspektiv, ik’? Eller mine 4-5 km til s-toget? Herregud altså.

Nok om det. Jeg er hjemme i min varme stue efter en dejlig weekend sammen med mine forældre. Jeg hjalp min mor med at købe julegaver. On the internet. Det er da æskesmart. Vi sad i ro mag i deres varme stue med god Barolo i glassene og klarede de allerfleste gaver. Bare sådan. Og slap helt for mit værste hadescenarie: julegaveindkøb. I låv the internet.

Og – forresten – tog jeg en taxa fra stationen, da jeg kom til Birkerød med toget.